Skip navigation


Minister: Handlingsplan er et stort spring fremad for ældre patienter

02-06-2016
PRESSEMEDDELELSE - Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har indgået en aftale med partierne bag finansloven 2016 om at fordele 1,2 mia. kr. til en ny national handlingsplan til gavn for den ældre medicinske patient. Et stort spring fremad, mener ministeren.

Syge ældre skal behandles på en værdig måde, så de oplever sammenhæng og omtanke i det danske sundhedsvæsen, uanset om den hjælpende hånd kommer fra lægen på sygehuset, sygeplejersken fra kommunen eller den praktiserende læge.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har indgået en aftale med partierne bag finansloven 2016 – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – om en ny national handlingsplan til 1,2 mia. kr. Pengene afsættes fra 2016 til 2019, og derefter er der varigt afsat 300 mio. kr. årligt.

Og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde glæder sig over aftalen om handlingsplanen, der bl.a. vil styrke det borgernære sundhedsvæsen:

”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en aftale, der vil gøre en positiv forskel for de ældre medicinske patienter. Med aftalen tager vi et stort spring fremad for at skabe den sammenhæng og kvalitet i sundhedsvæsenet, som de ældre med rette både forventer og efterspørger”, siger sundheds- og ældreministeren og fortsætter:

”Den forholdsvis store satsning i handlingsplanen på det borgernære sundhedsvæsen, hvor vi bl.a. øremærker 445 mio. kr. til de kommunale akutfunktioner og afsætter 125 mio. kr. til at styrke de faglige kompetencer hos sundhedsmedarbejderne ude i kommunerne, skal gerne resultere i, at der bliver taget bedre hånd om de ældre både før, under og efter deres sygehusindlæggelse. Samtidig stiller vi krav om, at akutfunktionerne skal leve op til en række faglige retningslinjer og kvalitetsstandarder. Det gør vi for at sikre, at de ældre fremover kan få en pleje og behandling af samme høje kvalitet, uanset hvor de bor”, siger Sophie Løhde.

805 mio. kr. til en række initiativer
Første del af handlingsplanen – en akutpakke, der fordeler 415 mio. kr. til at nedbringe overbelægningen på sygehusene – blev forhandlet på plads med partierne bag finanslovaftalen i februar.

Nu er de sidste 805 mio. kr. fordelt til indsatser, der skal skabe bedre kvalitet og sammenhæng for de svage og ældre medicinske patienter.

Det drejer sig bl.a. om:

  • 445 mio. kr. til at kommunerne kan styrke de kommunale akutfunktioner, så de ældre kan blive behandlet i eget hjem eller på særlige akutpladser, f.eks. i tilknytning til et plejecenter, for at undgå, at de bliver så dårlige, at de skal på sygehuset.
  • 125 mio. i perioden 2016-2018 til at øge kompetencerne i den kommunale hjemmesygepleje. Medarbejderne skal bl.a. lære mere om ernæring, psykiatri, hygiejne, rehabilitering og smertelindring.
  • Fokus på tidligere opsporing og mere rettidig indsats. Sundhedsstyrelsen vil inden udgangen af 2017 udarbejde en række anbefalinger for bl.a. arbejdsgange, hvis den ældre udviser tegn på sygdom, mangler mad eller væske eller klarer sig væsentligt dårligere i hverdagen. Alt sammen for at undgå indlæggelser.
  • God ernæring. Sundhedsstyrelsen vil i løbet af 2016 afdække, hvilke målrettede initiativer der skal til for at sikre de ældre medicinske patienter den gode og sunde mad og drikke, de har brug for.
  • 175 mio. kr. til flere udgående sygehusfunktioner, der undersøger eller behandler patienten i eget hjem, og til øget rådgivning fra sygehuset til kommuner og almen praksis. På den måde undgår den ældre belastende skift mellem eget hjem og sygehuset, og kan efter en indlæggelse komme godt på plads derhjemme, f.eks. med de såkaldte ”følge-hjem” ordninger.
  • 5 mio. kr. årligt fra 2017 til at styrke de regionale lægemiddelenheder, der hjælper almen praksis og sygehusene med medicingennemgang og kommunerne med sikker medicinhåndtering.

For sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er summen af de mange initiativer et stort spring fremad for at forbedre forholdene for de ældre patienter:

”Vores ambition er at vende tankegangen om, så det er den ældres behov og ønsker, der er styrende for indsatsen – ikke grænser mellem sektorer. Vi får ikke vendt op og ned på tingene med et snuptag, men de ældre skal opleve, at der nu er ekstra opmærksomhed på at hjælpe dem sikkert og trygt gennem sundhedsvæsenet med endnu højere kvalitet i behandlingen”, siger Sophie Løhde.

Læs: "Styrket indsats for den ældre medicinske patient - national handlingsplan" (PDF)

Handlingsplanen til 1,2 mia. kr. skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer rettet mod de ældre:

• Den kommende nationale demenshandlingsplan, der skal støtte mennesker med demens og deres pårørende, hvor satspuljepartierne har afsat 470 mio. kr.
• 266 mio. kr. fra satspuljeaftalen 2016-2019 til indsatser målrettet svage ældre.
• Udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, der er nedsat af regeringen, Danske Regioner og KL. Udvalget skal komme med forslag til, hvordan samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger bliver bedre og mere gnidningsløst.

Yderligere oplysninger:
Presse- og kommunikationsrådgiver Claus Bøggild, tlf.: 22 82 84 37.


Sidst opdateret 25-11-2016


Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055