Skip navigation


Ældreminister hører om bedre og mere effektiv dokumentation i ældreplejen i Hvidovre

11-06-2018
NYHED – På sin tur rundt til alle 98 kommuner i Danmark er ældreminister Thyra Frank i dag kommet til Hvidovre, Ishøj og Rødovre. I Hvidovre på Plejecentret Strandmarkshave skal ministeren høre om personalets erfaringer med en ny tidsbesparende måde at dokumentere på.

Mange tusind gange om året sætter kommunale medarbejdere sig foran computeren for at indberette en utilsigtet hændelse. Men en ny metode, som blandt andet er testet i Hvidovre, skal gøre det nemmere for medarbejderne at indberette.

”Det er vigtigt, at vi gør det så nemt som muligt for medarbejderne at indberette. Så de ikke sidder unødigt foran computeren. På den måde får medarbejderne mere tid til at være sammen med de ældre, og det er nu en gang det, de ældre oplever mest glæde ved”, siger ældreminister Thyra Frank

Den nye metode hedder samlerapportering og går ud på at i stedet for, at man hver gang skal sætte sig og logge ind på computeren, så ligger der i stedet et papirdokument, hvor man bare lige skriver det ned. En gang om måneden vil en enkelt medarbejder så sætte sig ved computeren og indberette. Og det er ikke kun tidsbesparende, påpeger Thyra Frank:

”Det gode ved den her metode er også, at her kan man se, hvad ens kollegaer indberetter og måske blive opmærksom på, at hov Hr. Olsen er da tidligere faldet, fordi hans rollator står et sted, den ikke plejer at stå. Så jeg tror, at medarbejderne vil opleve, at metoden giver mere erfaringsdeling”, siger Thyra Frank, der ser frem til at høre medarbejdernes meninger i Hvidovre på Plejecentret Strandmarkshave.

Metoden er anbefalet i KL’s og Sundheds – og Ældreministeriets afbureaukratiseringsarbejde, der blev præsenteret tidligere på året. Og i Økonomiaftalen, som regeringen lige har indgået med KL, er der enighed om, at samlerapportering udbredes til hele landet.

Ældreministerens program for mandag den 11. juni 2018

Kl. 11.15-12.15: Plejecentret Strandmarkshave, Tavlekærsvej 164, 2650 Hvidovre

Kl. 13.30-14.30: Omsorgscentret Kærbo, Ishøj Boulevard 2, 2635 Ishøj

Kl. 15.00-16.00: Ældrecenter Broparken, Slotsherrens Vænge 2, 2610 Rødovre

For yderligere information: Presserådgiver Natasja Dybmose, Sundheds - og Ældreministeriet, tlf. 20 67 08 74


Sidst opdateret 11-06-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055