Skip navigation


Ny forskningsstrategi på demensområdet

19-12-2018
PRESSEMEDDELELSE - Som en del af den nationale demenshandlingsplan sætter en ny strategi retningen for demensforskningen frem til 2025.

En national forskningsstrategi for demens ser dagens lys. Strategien er udviklet som led i den nationale demenshandlingsplan ”Et trygt og værdigt liv – National Demenshandlingsplan 2025”, og målet er at sætte retning på forskningsområdet inden for demens frem til 2025.   

Med fire prioriterede temaer peger forskningsstrategien på, hvor det vurderes, at forskningsmidler i særlig grad kan gøre størst mulig gavn for mennesker med demens og deres pårørende samt for samfundet:

    • Sygdomsårsager og –mekanismer
    • Udredning
    • Forebyggelse, behandling og psykosocial indsats
    • Støtte, pleje, trivsel og samfund   

Forskningsstrategien skal bidrage til dansk demensforskning af høj international kvalitet for bl.a. at kunne tiltrække finansiering via både danske og udenlandske fonde.   

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er meget tilfreds med, at der nu ligger en fælles forskningsstrategi for demensområdet:   

”Arbejdet med forskningsstrategien viser heldigvis, at vi i Danmark har en række styrkepositioner. Jeg er derfor glad for, at vi med strategien sikrer et værktøj, der gør det lettere for danske forskere at bedrive forskning på et højt internationalt niveau, så der kan tiltrækkes midler til forskning på demensområdet fra både ind- og udland”   

Ældreminister Thyra Frank er også meget tilfreds med, at den nationale handlingsplan for demens følges op af en overordnet strategi for forskningen inden for demens:   

”Vi ved, at demens vender op og ned på hverdagen for mange familier. Derfor er jeg glad for, at vi nu har en forskningsstrategi, som sætter fokus på forebyggelse, men også hvordan viden og kompetencer kan omsættes til praksis, så både den demensramte, de pårørende og medarbejderne får mest mulig gavn af den viden, der findes på området. Derfor er jeg også glad for, at der i forskningsstrategien lægges vægt på, at mennesker med demens og deres pårørende bør inddrages i forskningen på demensområdet.”   

Med demenshandlingsplanen blev der afsat 6,7 mio. kr. til at styrke forskning på demensområdet. Foruden forskningsstrategien blev der afsat midler til, at fem Erhvervs-PhD’ere skal forske i demensområdet. Initiativet bakker op om de tre overordnede nationale mål for demensindsatsen:  

    • Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner
    • Flere mennesker med demens skal udredes, og 80 procent skal have en specifik diagnose
    • En forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 pct. Frem mod 2025.   

Forskningsstrategien er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med inddragelse af Nationalt Videnscenter for Demens og Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt en række andre aktører, herunder Ældre Sagen, Alzheimerforeningen og Danske Regioner.    

Læs hele strategien.

 

Pressekontakt: 
Lotte Dahlmann, Presse – og kommunikationskoordinator, 
tlf. 30 61 21 79
 
 
 

 


Sidst opdateret 19-12-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |