Skip navigation


Plads til forbedring i de nationale mål for demensindsatsen

17-12-2019
NYHED - Der er i høj grad plads til forbedring, når det kommer til at løfte indsatsen over for demente i Danmark. Det viser den seneste status på de tre nationale mål for demensindsatsen Danmark frem mod 2025.

Mens hovedparten af landets kommuner har formuleret en demensstrategi, er andelen af de udredte, der modtager en specifik demensdiagnose og tallene for reduktion i andelen af demensramte, der modtager antipsykotisk medicin, derimod i mindre grad positive.

Tal fra KL viser, at 65 pct. af kommunerne har en demensstrategi, imens 15 pct. forventer at udarbejde en indenfor den nærmeste fremtid. Samtidig viser tallene, at kommunerne generelt har mange tilbud til mennesker med demens. Endvidere viser en undersøgelse fra Alzheimerforeningen, at det overordnet set går fremad, samt at flere kommuner bl.a. har lavet en demensstrategi. 

Se faktaark vedr. demensvenlige kommuner her

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 60,7 pct. af de, der får en demensdiagnose, får en specifik diagnose. Tallene dækker over store regionale forskelle, varierende fra 42,6 pct. i Region Hovedstaden til 76,4 pct. i Region Syddanmark. Tal fra den landsdækkende danske kvalitetsdatabase for demens viser dog, at andelen, der får en specifik demensdiagnose ved demensudredningsenhederne, er over 90 % i alle regioner varierende fra 92 pct. i Region Hovedstaden til 97 pct. i Region Midtjylland. 

Se faktaark vedr. andel der modtager specifik udredning her

Endelig viser Sundhedsdatastyrelsens monitoreringsrapport fra juni 2019, at 19 pct. af borgerne med en demensdiagnose har indløst mindst én recept på antipsykotisk medicin i 2018. Tallene dækker over forholdsvis store regionale forskelle varierende fra 22 pct. i Region Hovedstaden til 14 pct. i Region Nordjylland. 

Se Sundhedsdatastyrelsens monitoreringsrapport her

Regeringen har netop indgået aftale om fordeling af reserven til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance. Aftalen sikrer 244,4 mio. kr. til demensområdet til 12 konkrete indsatser:

  • Mere specialiserede og tværfaglige udrednings- og behandlingsenheder, som skal understøtte en fortsat styrkelse af kvaliteten i udredning og behandling af demenssygdomme og bidrage til målet om, at 80 pct. skal have en specifik diagnose (60 mio. kr.).
  • Validering og udrulning af værktøj til almen praksis til brug for tidlig opsporing af demens til sikring af rettidig udredning af demens i almen praksis (5 mio. kr.)
  • Monitorerings- og læringsindsatser til nedbringelse af forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens samt læringsindsatser ift. smertelindring (4 mio. kr.).
  • Udbredelse af ”I sikre hænder”, hvor Dansk Selskab for Patientsikkerhed rådgiver og oplærer medarbejdere i kommunerne i systematiserede arbejdsgange, så eksempelvis medicinfejl minimeres (16 mio. kr.).
  • Pulje til praksisnært kompetenceløft til nedbringelse af antipsykotisk medicin (24 mio. kr.).

Sidst opdateret 17-12-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |