Skip navigation


Digitalisering i sundhedsvæsenet led i ny offentlig strategi

12-05-2016
NYHED - Digitalt samarbejde er en væsentlig forudsætning for, at sygehuse, kommunal sygepleje og praktiserende læger kan arbejde bedre sammen og koordinere patientens samlede forløb.

I dag lancerer regeringen, KL og Danske Regioner den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020.

Strategien skal imødegå de udfordringer og muligheder, som stat, kommuner og regioner står over for, og hvor en øget digitalisering kan hjælpe.

På sundhedsområdet indgår en række initiativer, bl.a. et nyt digitalt samarbejde, der skal afprøve løsninger til koordinering og deling af oplysninger om patienter med komplekse forløb, som f.eks. diabetes, hjertekar-sygdomme, knogleskørhed og demens.

Mange patienter og pårørende har i dag en oplevelse af, at de selv må bære vigtige informationer rundt mellem forskellige sundhedsaktører – og at hverken de selv eller nogen andre har overblikket over deres samlede sygdomsforløb.

Som led i digitaliseringsstrategien skal en konkret løsning til en digital aftaleoversigt – én fælles patientkalender – derfor udvikles og afprøves som et første skridt mod et samlet overblik over patientens aftaler.

Det skal være lettere og hurtigere for den kommunale hjemmesygeplejerske eller lægen i akutmodtagelsen at tilgå relevante oplysninger om patienten direkte i de it-systemer, de bruger til daglig.

Samtidig skal patienten og de pårørende have bedre overblik over deres eget behandlingsforløb.

Initiativet har gode perspektiver, mener sundheds- og ældreminister Sophie Løhde:

”Det bør ikke være patient eller pårørende, der skal belastes i deres hverdag af, at aktiviteter i sundhedsvæsenet er ukoordinerede – og at der f.eks. ikke automatisk meldes aflysning til speciallæge eller ambulant kontrol ved en akut indlæggelse på sygehuset. Derfor bifalder jeg, at vi bruger digitalisering i sundhedsvæsenet til sammen at hjælpe patienterne med bedre overblik over aftaler”, siger Sophie Løhde.

Læs den sammenfattende rapport om "Digital understøttelse af komplekse tværgående patientforløb" (PDF)      

Behovet for at sikre koordinering, kommunikation og deling af oplysninger om patientens behandling forøges i takt med, at sundhedsvæsenet udvikler sig mod kortere indlæggelser og øget vægt på ambulant behandling på sygehusene på den ene side og på den anden side en øget rolle for kommunal sundhedspleje og krav til samarbejde også med almen praksis.

Se rapporter fra arbejdet på
Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside

Læs mere om den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside



Sidst opdateret 01-02-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055