Skip navigation


Uvildig undersøgelse af Ærøs fremtidige færgestruktur

27-11-2008
Velfærdsministeren og borgmestrene fra Svendborg og Ærø er i dag blevet enige om, at få udarbejdet en uvildig undersøgelse af færgestrukturen på Ærø.

Planerne for Ærøs fremtidige færgestruktur er nu rykket et skridt nærmere en konkret vurdering. Ærø har i dag fire færgeruter, og der har længe været overvejelser om en rationalisering af færgestrukturen. Ærø Kommune har foreslået at samle de tre ruter mod Fyn og Langeland til én rute, så der fremover sejles fra Ærøskøbing til Skovballe på Tåsinge. Svendborg Kommune foretrækker, at der sejles til Lehnskov vest for Svendborg.

På et møde i Velfærdsministeriet i dag med Ærø og Svendborg kommuner blev der opnået enighed om at få udarbejdet en uvildig analyse af økonomien og de transportmæssige konsekvenser af de to forslag. Herudover er det sigtet at foretage nogle indledende miljømæssige vurderinger af forslagene.

Velfærdsminister Karen Jespersen mener, at det er vigtigt med et veldokumenteret beslutningsgrundlag:

"Ærø får allerede i dag et ø-tilskud til at sikre færgebetjeningen af øen. Jeg synes derfor, det er relevant at få undersøgt de nærmere konsekvenser af de fremlagte forslag nøjere. Men Ærø skal naturligvis også fremover være et attraktivt sted at bo, arbejde og drive erhverv."

Svendborgs borgmester er meget tilfreds med, at der er enighed om en undersøgelse, der skal danne grundlag for den fremtidige færgebetjening af Ærø:

"Det opfatter jeg som en klar og helt nødvendig tilkendegivelse fra velfærdsministeren om, at regeringen påtager sig et medansvar for at sikre Ærøs fremtidige udviklingsmuligheder," siger Lars Erik Hornemann, borgmester Svendborg Kommune

"Det er glædeligt, at velfærdsministeren i dag klart markerer, at hun engagerer sig i denne sag. Dette engagement er en klar forudsætning for, at vi på sigt kan fremtidssikre færgebetjening af Ærø. Den opgave vil Ærø Kommune og Svendborg Kommune ikke kunne løfte alene," siger Jørgen Otto Jørgensen, borgmester Ærø Kommune.

Undersøgelsen finansieres af Velfærdsministeriet og de to kommuner i fællesskab og forventes færdig i løbet af et halvt år.

Yderligere oplysninger:
Michael Medom Hansen, fuldmægtig. Tlf. 33 92 39 87.

Nyheden er overført til denne hjemmeside fra det tidligere Indenrigs- og Socialministerium.


Sidst opdateret 18-08-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger