Skip navigation


Forbud mod tre euforiserende stoffer

22-05-2008
PRESSEMEDDELELSE - Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen (KF) har i dag besluttet at forbyde de euforiserende stoffer dextromethorphan, 4-AcO-DIPT og 4-HO-DIPT.

Beslutningen er taget, efter at Sundhedsstyrelsen i går har indstillet, at de tre stoffer forbydes, så de fremover kun må anvendes i medicinsk og videnskabeligt øjemed.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse bad for nylig Sundhedsstyrelsen vurdere behovet for at undergive stoffet dextromethorphan kontrol i henhold til lovgivningen om euforiserende stoffer. Sundhedsstyrelsen har nu konkluderet, at brug af stoffet som rusmiddel indebærer en væsentlig sundhedsmæssig risiko i form af alvorlig forgiftning. Stoffet dextromethorphan indgår i lægemidlet Dexofan, som Lægemiddelstyrelsen for nylig gjorde receptpligtigt, således at det ikke længere kan købes i håndkøb. 

Sundhedsstyrelsen har herudover konkluderet, at de nye LSD-beslægtede stoffer 4-AcO-DIPT og 4-HO-DIPT kan indebære en alvorlig sundhedsrisiko i form af akut psykose, alvorlige ulykker og vold. Sundhedsstyrelsen vurderer samtidig, at udbredelsen af stofferne endnu er begrænset i Danmark. Indtil nu har der kun været en enkelt indberetning om fund af 4-AcO-DIPT og endnu ingen indberetninger om fund af 4-HO-DIPT.

”Der er ingen grund til, at vi sidder og venter på, at de farlige stoffer vinder større udbredelse. Når nu Sundhedsstyrelsen konkluderer, at stofferne er farlige, og på den baggrund indstiller, at der sættes ind med et forbud, så både kan og skal vi handle uden tøven,” siger minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen.

Forbuddet mod de tre euforiserende stoffer får virkning fra og med den 25. maj 2008.

For yderligere information kontakt:
Pressemedarbejder Marie Louise Poulsen-Hansen, tlf.: 40 82 06 37.


Sidst opdateret 21-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055