Skip navigation


Gratis influenza A-vaccine til personer uden for risikogruppen

11-02-2010
PRESSEMEDDELELSE

Influenza a-epidemien ramte Danmark i mildere grad end frygtet. Efter at risikogruppen og sundhedspersonalet siden slutningen af efteråret er blevet tilbudt vaccine, er det derfor muligt at tilbyde de overskydende vacciner til den øvrige befolkning. Vaccinen vil være gratis – dog skal der betales et honorar til lægen. 
 

Ca. 1 mio. danskere vurderes allerede at være beskyttet mod influenza A (H1N1) – ca. 500.000 har været smittet med influenzaen og yderligere 500.000 er blevet vaccineret. 
 

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er godt tilfreds med, at vi er kommet om på den anden side af epidemien med vacciner i behold: 
 

”De overskydende vacciner kan vi nu tilbyde folk uden for risikogruppen, som gerne vil vaccineres. Det, synes jeg, er et godt tilbud. Det bedste er jo, at vi nu er kommet forbi det værste af epidemien, og at den har ramt os forholdsvis mildt.” 
 

Danmark indkøbte 3,1 mio. doser A (H1N1) vaccine, hvoraf godt 1 mio. er udleveret med henblik på vaccination af risikogrupper og personer i samfundsvigtige nøglefunktioner. Statens Serum institut aftalte i midten af januar med GlaxoSmithKline at reducere leverancen med 0,9 mio. doser, således at Danmark i stedet for de 3,1 mio. doser vaccine aftager 2,2 mio. doser vaccine. Aftalen med GlaxoSmithKline betyder en besparelse på godt 45 mio. kr. 

 

Vaccinationerne kan finde sted hos egen læge eller vaccinationsfirma. 
 

Vaccinerne kan som hidtil rekvireres hos Statens Serum Institut.
 

Kontakt:
Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk , tlf. 40 82 06 37


Sidst opdateret 19-02-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055