Skip navigation


Tatovørlov skal beskytte forbrugerne - om 1.behandling af lovforslag

08-02-2013
NYHED - Det skal blive muligt for danskerne at vælge en tatovør, der har dokumenteret ”tjek på tingene”, så risikoen ved at lade sig tatovere bliver så lille som muligt. Folketinget har i dag 1.behandlet et lovforslag om en registreringsordning for tatovører.

Danskerne skal have mulighed for at træffe det fornuftige og sikre valg, når de går ud for at lade sig tatovere. Dermed skal det være slut med at risikere langvarige infektioner, grimme ar og allergiske reaktioner, når man lader nålen prikke farver og mønstre ind i huden.

I dag har Folketinget 1.behandlet et lovforslag om en ny brancheadministreret registreringsordning, der skal sikre ordnede forhold i en hidtil ureguleret branche. Flere og flere danskere lader sig nemlig tatovere, og derfor er behovet for en opstramning på området stort, mener sundhedsminister Astrid Krag.

”Tatoveringer er i dag blevet allemandseje – rigtig mange danskere vælger at få en tatovering. Alligevel har der ikke været nogen regulering af området, og det er ikke godt nok. Nu vil vi indføre en frivillig registreringsordning for tatovørerne, der giver forbrugerne mulighed for selv at træffe et bevidst valg om at bruge en tatovør, der lever op til nogle helt grundlæggende regler,” siger Astrid Krag.

Med den nye ordning får tatovørerne altså mulighed for at lade sig registrere gennem en brancheforening og derigennem opnå et slags kvalitetsstempel. Stemplet forudsætter dog, at tatovøren opfylder nogle helt basale krav til hygiejne, uddannelse og brug af farvestoffer.

Lovforslaget blev fremsat i sidste uge, den 30. januar, og ved den lejlighed kunne miljøminister Ida Auken samtidigt melde ud, at hun er ved at indføre en national regulering af tatoveringsfarverne.

”Det er rigtig godt, at vi fået sammentænkt de to reguleringer, for det er jo i virkeligheden ikke det at få lavet tatoveringen i sig selv, der er farligt. Det er primært de farver, nogle af tatovørerne bruger, der er problematiske. Nogle af farverne kan medføre betændelse og allergiske reaktioner, mens andre kan være direkte kræftfremkaldende. Derfor kan man heller ikke blive registreret tatovør, hvis man ikke undervises i og følger Miljøministeriets kommende regler om farverne,” siger sundhedsministeren.

Registreringsordningen vil blive administreret af brancheforeninger, som er godkendt i Sundhedsstyrelsen. Den vil således komme til at minde om de ordninger, der findes for alternative behandlere som eksempelvis zoneterapeuter og akupunktører. Det bliver frivilligt for tatovørerne, om de ønsker at lade sig registrere. Med en registrering kan tatovørerne også få en skiltning ved indgangen, der fortæller forbrugerne, at der er tale om en registreret tatovør.

”Det er frivilligt for tatovørerne at lade sig registrere, men jeg vil tro, at efterhånden som forbrugerne bliver opmærksomme på ordningen, så vil flere og flere vælge registrerede tatovører,” siger Astrid Krag.

Ordningen skal træde i kraft 1. juli, hvis forslaget vedtages. 


Sidst opdateret 08-02-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055