Skip navigation


Nu bliver sundheden tjekket på arbejdspladser

27-05-2015
PRESSEMEDDELELSE – Sundhedsminister Nick Hækkerup udmønter nu knap 22 mio. kr. til 14 regionale og lokale partnerskaber, der skal give de ansatte på en lang række arbejdspladser et tilbud om et sundhedstjek. For sundhedsministeren er det skridt på vejen til at skabe mere lighed i sundhed.

Har du længe haft lyst til at lægge smøgerne på hylderne, men har svært ved at gøre det alene? Har du lidt for mange kilo på sidebenene, men mangler motivation til at tabe dem? Og undgår du helst at gå til lægen, selvom helbredet skranter?

Mange kan sikkert svar ja til spørgsmålene. Vi ved godt, vi burde droppe nogle af vores dårlige vaner, leve lidt sundere eller gå op til lægen, hvis der er behov for det. Alligevel er der rigtig mange af os, som ikke får det gjort, og det kan betyde, at vi får problemer med helbredet og måske på sigt udvikler kroniske sygdomme som diabetes og KOL.

Det er særligt mænd med korte uddannelser og lav indkomst, der har sværest ved at ændre livsstil, og det kan aflæses på statistikkerne. I gennemsnit lever mænd med korte uddannelser og indkomster i den lave ende 10 år kortere end den rigeste fjerdedel af mænd.

Og det er en ulighed i sundhed, der skal gøres noget ved, mener sundhedsministeren, som derfor nu uddeler knap 22 mio. kr. til en række arbejdspladser, der vil tilbyde diverse sundhedstjek til gavn for deres medarbejdere. 

”Jeg håber, at de forskellige indsatser, som partnerskaberne sætter i gang ude på arbejdspladserne, kan motivere medarbejdere til at leve lidt sundere og dermed forhindre, at de får skavanker og sygdomme, de ellers kunne slippe for. Ofte er det bare små ting, der skal til for at gøre et liv sundere, og det skal vi være med til at hjælpe på vej”, siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

I alt er der 14 partnerskaber, der modtager midler fra puljen. Her er virksomheder, fagforeninger, kommuner og lang række andre gået sammen, så medarbejderne kan blive tilbudt blandt andet sundhedstjek, rygestopkurser, forebyggende alkoholsamtaler, risikotest, træningstips og få foredrag om eksempelvis sund kost.

For eksempel vil Arriva i samarbejde med blandt andre Pension Danmark sætte fokus på søvn ved at lave et såkaldt søvnfokuseret sundhedsprojekt, da mange af deres medarbejdere ofte har skæve arbejdstider. Og Svendborg Kommune vil i samarbejde med blandt andre Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse lave forebyggende sundhedstjek for kortuddannede 30-55-årige mænd hos lokale virksomheder og på lokale arbejdspladser i Svendborg Kommune.

”På den her måde kan vi give medarbejdere, som hver dag går på arbejde og knokler, en håndsrækning til at leve et sundere liv. Det handler ikke om at løfte pegefingeren, men om at give lige muligheder for alle”, siger Nick Hækkerup. 

Fakta: Forebyggende sundhedstjek på arbejdspladser
I perioden 2015-2017 udmønter regeringen knap 22 mio. kr. til 14 partnerskaber. Der udmøntes fem mio. kr. i 2015 og 8,5 mio. kr. i henholdsvis 2016 og 2017.

Partnerskaber om forebyggende sundhedstjek på arbejdspladserne skal især bidrage til at opfylde målet om øget lighed i sundhed, men også til flere af de øvrige nationale mål for danskernes sundhed for eksempel i forbindelse med livsstilsændringer. Det gælder især målene om rygning, alkohol og motion, men også målet om mental sundhed for voksne.

Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Marie Louise Hagemeister, tlf.: 61 82 77 44.

Disse partnerskaber modtager penge:

  • 3F modtager i partnerskab med Odsherred Kommune, Tårnby Kommune, Århus Kommune, PensionDanmark, Falck Healthcare, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Selskab for Mænds Sundhed 3,6 mio. kr.
     
  • PenSam modtager i partnerskab med FOA, Falck Healthcare, Dansk Firmaidræt, COWI 3,6 mio. kr.
     
  • Diabetesforeningen modtager i partnerskab med ALECTIA og Habitmanager 3,6 mio. kr.
     
  • Dansk Metal modtager i partnerskab med Selskab for Mænds Sundhed, Danmarks Lungeforening og Falck Healthcare 2 mio. kr.
     
  • Svendborg Kommune modtager i partnerskab med Fynsk Erhverv, 3F Sydfyn, FOA Sydfyn, Dansk Metal Sydfyn, Kræftens Bekæmpelse (Svendborg), Diabetesforeningen (Svendborg) og Danmarks Lungeforening 1,6 mio. kr.
     
  • Dansk Firmaidræts-forbund modtager i partnerskab med Kolding Kommune, Kolding Firma Idræt, Friluftsrådet og 3F Kolding 1,5 mio. kr.
     
  • Arriva modtager i partnerskab med Pension Danmark A/S, Crecea A/S og Maribo Medico A/S 1,3 mio. kr.
     
  • The Sweet Company modtager i partnerskab med 3F Frederiksborg, C4 Foreningen, Industri- og håndværkerforeningen i Hillerød og Hillerød Kommune 1,2 mio. kr.
     
  • SKAT modtager i partnerskab med Dansk Firmaidrætsforbund 0,9 mio. kr.
     
  • Falck Healthcare modtager i partnerskab med 3F, understøttet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 0,85 mio. kr.
     
  • Novopan Træindustri AS modtager i partnerskab med Health Group 826.500 kr.
     
  • Gartneriet PKM A/S modtager i partnerskab med SundKoncept 0,4 mio. kr.
     
  • Tropica Aquarium Plants SundKoncept modtager i partnerskab med Højbjergklinikken 0,3 mio. kr.
     
  • Herning Kommune  modtager i partnerskab med AM-Gruppen 0,3 mio. kr.

Sidst opdateret 27-05-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055