Skip navigation


Fra storryger til eks-ryger efter kommunale rygestopprojekter

30-04-2016
NYHED – 70 pct. af deltagerne i en række kommunale rygstopprojekter for storrygere blev røgfrie efter gennemført rygestopkursus. Det er en markant større andel, end man ser i andre rygestop-aktiviteter på landsplan, og de gode resultater varer endda ved efter kursusafslutning, viser en midtvejsevaluering.

Man skulle måske tro, at særligt storrygere havde svært ved at stoppe med at ryge. Men ikke hvis man skal tro resultaterne i den midtvejsevaluering, som Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag.

Den fortæller, at 70 pct. af deltagerne i en række særlige rygestopprojekter for storrygere lagde tobakken på hylderne efter et rygestopkursus. Succesraten ligger således langt over niveauet i lignende rygestopkurser på landsplan, der ligger på 54 pct. Også seks måneder efter kursusafslutning var en stor del af deltagerne stadig røgfri. 52 pct. havde fortsat en røgfri tilværelse, hvilket overstiger de 36 pct. på landsplan.

Det viser de foreløbige resultater af ni kommunale projekter, som udspringer af en pulje til styrkede indsatser over for storrygere, og som løber til og med 2017.

I projekterne, som er kommunalt forankrede, samarbejder sygehuse, praktiserende læger og kommuner om at hjælpe storrygere, der ønsker at kvitte tobakken. Det betyder bl.a., at den praktiserende læge eller sygehusafdelingen i højere grad skal henvise patienter direkte til det kommunale rygestoptilbud.

Som noget særligt ved projekterne i Storrygerpuljen har rygerne også mulighed for at kombinere et rygestopkursus med betalt rygestopmedicin eller tilskud, hvis rygestopinstruktøren vurderer, at det vil være gavnligt for borgeren – enten i form af håndkøbspræparater eller receptpligtig rygestopmedicin, hvor egen læge skal inddrages.

"Nu er de jo kun halvvejs i projekterne, men som det ser ud nu, så har de her projekter virket rigtig godt, og det er selvfølgelig positivt. Det bliver interessant at følge arbejdet videre," siger sundhedsminister Sophie Løhde.

Læs midtvejsevalueringen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Fakta om Storrygerpuljen:

  • Pengene til projekterne stammer fra 2014, hvor der blev afsat en pulje på i alt 42 mio. kr. til en styrket indsats over for storrygere. Af de i alt 42 mio. kr. i Storrygerpuljen var 27,5 mio. kr. øremærket kommunale projekter.
     
  • Ni projekter med i alt 27 kommuner har på den baggrund indgået samarbejder med sygehuse og praktiserende læger. 
     
  • Deltagerne i kommunepuljen er storrygere (≥ 15 cigaretter om dagen), der har røget i mange år og som primært er fra 50 år og opefter.
     
  • Deltagerne i Storrygerpuljen gennemfører i højere grad rygestopkurset, end man ser i andre rygestop-aktiviteter på landsplan. Storrygerne bliver røgfrie og er det både ved kursusafslutning (70 pct.) og 6 måneder efter (52 pct.). 
     
  • Størstedelen af deltagerne siger ja tak til at modtage tilskud til rygestop-medicin, og analyser fra Rygestopbasen viser, at der er en positiv sammenhæng mellem at blive røgfri og modtage rygestopmedicinen.
     
  • Tidligere projekter med betalt rygestopmedicin har ligeledes haft en positiv virkning. Under VK-regeringen afsatte partierne i satspuljekredsen med aftalen for 2010-2013 ligeledes midler til en pulje, der gjorde det muligt for kommunerne at tilbyde betalt rygestopmedicin til udsatte grupper.

    Sidst opdateret 30-04-2016

    Kontaktinformation

    Holbergsgade 6
    1057 København K
     | tlf: 72269000
     | EAN: 5798000362055