Skip navigation


Sundhedsminister støtter op om Røgfri Fremtid

31-05-2017
NYHED – Sundheds- og Ældreministeriet er gået med som partner i Røgfri Fremtid, der skal bringe antallet af unge rygere ned og sørge for, at børn aldrig tænder den første cigaret. Vi deler samme målsætning, lyder det fra sundhedsministeren.

”Vi når kun regeringens målsætning om, at ingen børn og unge skal ryge i 2030, hvis alle løfter i samlet flok”.

Sådan siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby, og derfor giver det for hende god mening, at Sundheds- og Ældreministeriet i dag bliver partner i Røgfri Fremtid.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden er gået sammen om at danne partnerskabet Røgfri Fremtid, og som partner forpligter man sig til at støtte hovedbudskaberne om, at børn og unge har ret til vokse op uden røg, og at færre skal blive syge af tobaksrøg.

”Børn og unge skal ikke ryge eller udsættes for røg, og det kan vi opnå, hvis mange sætter handling bag. Regeringen har et ambitiøst mål om, at få en røgfri generation i 2030, og den målsætning deler Røgfri Fremtid. Derfor er det oplagt, at vi indgår som partner. Mit håb er, at så mange som muligt, både ved direktionsbordene og hjemme ved køkkenbordet, vil tage lidt mere ansvar og være gode rollemodeller for vores unge”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Regeringen arbejder lige nu for et partnerskab med detailhandelen om bedre håndhævelse af reglerne om salg af tobak.

Og Sundhedsstyrelsen er i gang med at forberede en kampagne fra Kræftplan 4, der netop er målrettet unge, for at få dem til at stoppe, eller aldrig gå i gang, med at ryge.

Læs mere om Røgfri Fremtid på partnerskabets hjemmeside


Sidst opdateret 31-05-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055