Skip navigation


Danmark indgår samarbejdsaftale med Mexico på sundhedsområdet

12-11-2013
NYHED - Sundhedsminister Astrid Krag har som led i et officielt besøg med kronprinseparret i Mexico underskrevet en samarbejdsaftale med sin mexicanske ministerkollega.

Aftalen betyder bl.a., at de to lande skal udveksle erfaringer om udviklingen af et effektivt sundhedsvæsen. Og regeringen håber også, at den kan åbne døre for danske virksomheder, som gerne vil have fodfæste i Mexico, der de kommende år forventes at forbedre befolkningens adgang til sundhedsydelser.

Og udfordringerne på sundhedsområdet er store i det mellemamerikanske land. Mexico, der har ca. 116 mio. indbyggere, slås bl.a. med fedme og diabetes, der truer den generelle folkesundhed. Hver tredje mexicaner er overvægtig, og ca. 11 pct. af de 20-79-årige har diabetes.

Det store antal overvægtige og diabetikere er en belastning for samfundet. Diabetes er i dag en af de hyppigste dødsårsager blandt mexicanerne, og Mexico har behov for at udvikle en ny sundhedspolitik og bedre behandlingsprogrammer for diabetespatienter. Derfor ser landet mod Danmark. 

"I Danmark har vi mange års erfaring med at opbygge et velfungerende sundhedsvæsen. Og hvis vi med aftalen kan bidrage til at forbedre det mexicanske sundhedsvæsen, så flere eksempelvis kan blive behandlet for diabetes, der er blevet en folkesygdom i Mexico, er det selvfølgelig positivt", siger sundhedsminister Astrid Krag.

Hun håber også, at samarbejdsaftalen kan øge samhandlen mellem Mexico og Danmark:

"Selvom vi sammenlignet med Mexico er et lille land, så har vi en viden på sundhedsområdet både i det offentlige og private, som mexicanerne kan få gavn af. Vi har eksempelvis en særlig know-how om telemedicin, ældrepleje og sygehusbyggeri, og danske virksomheder, der producerer medicinsk udstyr og medicin, er også førende inden for deres felter. De vil selvfølgelig gerne øge eksporten til Mexico, og det får de forhåbentlig bedre muligheder for nu".

På trods af en høj økonomisk vækst, er Mexico fortsat et af de OECD-lande, der bruger relativt få midler på sundhedsvæsnet. Udgifterne forventes imidlertid at stige med ca. 9 pct. årligt de kommende år, bl.a. i takt med, at stadig flere mexicanere får sundhedsdækning.

I løbet af de næste 10 år forventes Mexico at blive blandt de 10 største økonomier i verden. Det er en af forklaringerne på, at Mexico er blandt lande, som regeringen har særlig fokus på i sin vækstmarkedsstrategi. Ambitionen er, at den danske eksport til Mexico i 2016 skal vokse med 50 pct. I 2012 var Danmarks vareeksport til Mexico 2,3 mia. kr. 


Sidst opdateret 12-11-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055