Skip navigation


Til kamp mod unødige indlæggelser

24-03-2011
PRESSEMEDDELELSE: Nyt lovforslag giver kommunerne et kraftigt incitament til at give bedre pleje og satse mere på forebyggelse.

Hvis vi forebygger bedre, og hvis ældreplejen er i top, så kan op mod 20 procent af de nuværende indlæggelser af de ældre medicinske patienter undgås. Og det vil være til glæde først og fremmest for patienten.

Det er hoved-ideen bag det nye forslag om kommunal medfinansiering, som netop har været ude i høring og som fremsættes af indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder sidst i marts.

Forslaget giver nemlig kommunerne et kraftig økonomisk incitament til at undgå, at borgerne bliver indlagt. Et eksempel kan være, at en ældre borger indlægges på en medicinsk afdeling på grund af væskemangel. Hvis en kommunes indsats er så god, at den situation ikke opstår, vil der fremover være penge at spare for kommunerne.

"Vi tager med forslaget endnu et stort skridt mod et sundhedsvæsen, hvor der er lagt vægt på forebyggelse før behandling. Det er meget vigtigt, at det kan betale sig for kommunerne at have en effektiv hjemmepleje for at forebygge genindlæggelser. Det er faktisk lidt af en revolution," siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Med kommunalreformen i 2006 blev det indført, at kommunerne betaler en del af udgifterne til at drive sygehusene, cirka 18 procent. Den andel ændres ikke med lovforslaget. Men hidtil har kommunernes andel bestået af et beløb pr. indlæggelse og et "grundbidrag" til sygehusdriften. Fremover bliver hele kommunerne bidrag afhængig af antallet af indlæggelser.

Kommunernes pris for at få indlagt en borger stiger fra cirka 5000 kr. i dag – til op til 14.000 kr. Det kan dog aldrig blive dyrere end 14.000 kr. pr. indlæggelse.

"Vi vil give kommunerne et endnu kraftigere incitament til at give god service til borgerne. Det er faktisk sund fornuft," siger Bertel Haarder.

Lovforslaget betyder også, at der for kommunerne er en klar økonomisk motivation i at tænke mere målrettet i langsigtet forebyggelse. Jo sundere levevis borgerne i kommunen har, jo færre indlæggelser. Eller sagt lidt populært: Lovforslaget er et klart signal til kommunerne om at blive bedre til at motivere borgerne til at motionere, til at kvitte smøgerne og drikke med mådehold.


Yderligere oplysninger

Afdelingschef Svend Særkjær, tlf. 72 26 94 20
Pressechef Niels Ditlev, tlf. 72 26 94 08


Sidst opdateret 24-03-2011

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055