Skip navigation


Kræftpatienter er meget tilfredse med den danske kræftbehandling

19-02-2009
PRESSEMEDDELELSE - En ny landsdækkende undersøgelse af kræftpatienters oplevelser viser udbredt tilfredshed med mødet med det danske sundhedsvæsen. Af undersøgelsen fremgår det, at 96 pct. af patienterne har et virkeligt godt eller godt indtryk af deres samlede udrednings- og behandlingsforløb.

I alt 20.000 kræftpatienter har fået tilbud om at deltage i undersøgelsen. Af dem har 68 pct. taget imod tilbuddet og deltaget i undersøgelsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen glæder sig over resultatet og over, at så mange patienter har bakket op om undersøgelsen:

Patienterne er en uvurderlig ressource i arbejdet med fortsat at forbedre kræftbehandlingen. Det er oplagt, at vi har brug for at kende deres oplevelser af kræftbehandlingen, i vores arbejde for at gøre det endnu bedre.”

Selvom resultatet er flot, er der fortsat også plads til forbedringer. Når vi laver en tilsvarende undersøgelse næste gang, er jeg sikker på, at de nye pakkeforløb for alle kræftsygdomme vil give endnu flere tilfredse patienter. Allerede nu fortæller regionerne, at der er gode tilbagemeldinger fra patienterne på pakkeforløbene, og meningen er jo netop at sikre hurtigere og tryggere forløb.”

Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt 20.000 kræftpatienter i det første halvår af 2008 og dækker hele forløbet fra første kontakt hos almen praksis lægen til afsluttende kontrolforløb.

Formålet med undersøgelsen er dels at tegne et overordnet billede af den danske kræftbehandling, dels at få belyst, om der er særlige områder, som bør prioriteres i det videre arbejde med at sikre patienterne den bedste kræftbehandling.

For at følge op på de nye initiativer på kræftområdet, der skal sikre patienterne hurtigere, tryggere og mere veltilrettelagte forløb, har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse planlagt at gentage undersøgelsen i 2010.

Kontakt:
Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, 40 82 06 37

Læs rapporten ”Landsdækkende undersøgelse af kræftpatienters oplevelser”

Yderligere materiale vedr. undersøgelsen kan findes på Enheden for Brugerundersøgelsers hjemmeside www.patientoplevelser.dk


Sidst opdateret 11-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055