Skip navigation


Medicin med euforiserende stoffer – hvad gør man ved rejse til udlandet?

05-07-2006
Euforiserende (narkotiske) stoffer er i stort set alle lande, herunder Danmark, underlagt regler om kontrol. Det betyder, at du ikke frit må indføre eller besidde medicin, hvori sådanne stoffer indgår.

PDF-udgave

Når du rejser til et andet land, har du selv ansvaret for at undersøge hvilken medicin med euforiserende stoffer, du frit kan medbringe til eget brug.

Du kan frit rejse rundt med normal medicin til eget brug, f.eks. hovedpinepiller, hostesaft, gigtmedicin mv. uden euforiserende stoffer.

Hvis du tager medicin med euforiserende stoffer bør du overveje at sikre dig bedst muligt inden du medbringer medicinen på rejsen.

Hvad gør jeg ved rejse til et Schengen-land ?

I 2001 kom Danmark med i Schengen-samarbejdet. Følgende lande er med i Schengen-samarbejdet: Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Danmark, Estland, Grækenland, Island, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig.

Grønland og Færøerne er ikke med i Schengen-samarbejdet.

Schengen-konventionen giver dig ret til at medbringe medicin med euforiserende stoffer til eget brug i en mængde svarende til rejsens længde, dog maksimalt 30 dage. Som dokumentation for retten til at medbringe medicin med euforiserende stoffer kan du på apoteket få udstedt en schengen-attest (pillepas). Myndighederne i de øvrige Schengen-lande er forpligtet til at anerkende en af apoteket udstedt attest, som gyldig dokumentation. Attesten er gratis.

Hvad gør jeg ved en rejse til et land uden for Schengen-samarbejdet ?


Hvis du rejser til et land uden for Schengen-samarbejdet, må du rette henvendelse til rejselandets ambassade for at få oplyst, om der efter rejselandets lovgivning er mulighed for at medbringe medicin med euforiserende stoffer til det pågældende land.

Hvordan får jeg en Schengen-attest ?


Attesten fås på det apotek, der ekspederer din recept. Du skal have en attest for hvert lægemiddel med euforiserende stoffer, som du skal have med på rejsen. Attesten gælder for rejsens længde – dog højst i 30 dage.

Du skal medbringe dit pas for at få en attest.

Du kan få en attest til medicin, du allerede har købt. Det kan være nødvendigt at medbringe dokumentation i form af en recept, kassebon eller medicinemballagen.

Du skal medbringe den originale attest på rejsen. 

Hvad hvis jeg skal være væk længere end 30 dage? 

Skal du være væk længere end 30 dage, må du forud for rejsen rette henvendelse til rejselandets ambassade for at få oplyst, om rejselandets lovgivning giver mulighed for at medbringe medicin med euforiserende stoffer til den periode, der ligger ud over de 30 dage, samt hvilken dokumentation rejselandet da kræver.

Der må ikke udstedes flere attester i serie for at dække en periode på mere end 30 dage.

Hvordan finder jeg ud af om min medicin indeholder euforiserende stoffer ?


Hvis du er i tvivl om din medicin indeholder euforiserende stoffer, kan du altid spørge dit apotek eller din læge. De kan oplyse, om din medicin indeholder euforiserende stoffer, men ikke om et bestemt land vil kræve en attest.

Se fortegnelsen over euforiserende stoffer

Hvor kan jeg få yderligere information ?


Du kan altid spørge apoteket eller gå ind på ministeriets hjemmeside www.sum.dk , hvor du kan finde en vejledning om udfyldelse af Schengen-attester


Sidst opdateret 29-10-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger