Skip navigation


Sundhedsministerens reaktion på "Giften i kroppen"

11-03-2009
PRESSEMEDDELELSE - DR har onsdag aften vist dokumentaren "Giften i kroppen", om hvordan nyrepatienter har oplevet at blive scannet med kontrastmiddel og herefter få invaliderende skader. For sundhedsminister Jakob Axel Nielsen gav udsendelsen et stærkt og rystende indblik i baggrunden for en række af de seneste tiltag på bivirkningsområdet.

DR har onsdag aften vist dokumentaren "Giften i kroppen", om hvordan nyrepatienter har oplevet at blive scannet med kontrastmiddel og herefter få invaliderende skader. 

For sundhedsminister Jakob Axel Nielsen gav udsendelsen et stærkt og rystende indblik i baggrunden for en række af de seneste tiltag på bivirkningsområdet.

"Det er en dybt ulykkelig sag for de patienter og deres pårørende, der er blevet ramt. For dem kan tingene ikke gøres om. For sundhedsvæsnet er det en sag at tage grundigt ved lære af, og en af de første ting, jeg satte gang i som sundhedsminister, var da også en revision af hele systemet med indberetning af bivirkninger. Handlingsplanen lå klar for nylig, og der er klare forbedringer og opstramninger. Vi skal gøre alt hvad vi kan for at undgå den slags sager fremover."

Den nye bivirkningshandlingsplan, der blev lanceret i samarbejde med bl.a. Lægeforeningen, rummer en række konkrete tiltag, der fremover skal gøre det mere simpelt og mindre tidskrævende at indberette bivirkninger. Den nye handlingsplan betyder også, at alle alvorlige bivirkninger fremover skal indberettes 15 dage efter, at lægen er blevet opmærksom på en mulig bivirkning.

Ud over handlingsplanen har sundhedsministeren i februar bedt regionerne undersøge patientjournaler tilbage i tiden for at opspore patienter, der har fået Omniscan. Det er desuden blevet besluttet, at der skal laves en uvildig undersøgelse af hele forløbet omkring Omniscan. Sundhedsministeren har i forrige uge sendt Folketinget forslag til kommissorium.

"Hver en sten skal vendes i den her sag. Alle de berørte patienter skal have at vide, at de kan søge erstatning. Det er det eneste rigtige. Samtidig får vi en uvildig undersøgelse, der skal kaste lys over alle dele af det her forløb. Når vi har resultaterne af den, så er jeg parat til at handle på alt, hvad der kan gøres bedre for at begrænse risikoen for, at noget lignende kan ske igen."

Den uvildige undersøgelse skal dække hele forløbet fra produkterne blev godkendt i 1994 til en læge på Herlev Sygehus i 2005 forbinder Omniscan med udvikling af bindevævssygdommen NFS og herefter i 2006 indberetter det til Lægemiddelstyrelsen, som herefter advarer offentligheden.

Kontakt:
Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, tlf. 40 82 06 37


Sidst opdateret 05-08-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055