Skip navigation


Bertel Haarder opretter nyt antibiotikaråd

12-03-2010
PRESSEMEDDELELSE – Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder opretter et nyt antibiotikaråd, som får til opgave at forebygge, at et stigende antal syge danskere ikke kan behandles med antibiotika. Der er afsat 2,5 millioner kroner til rådet i 2010.

De senere år er forbruget af antibiotika, som eksempelvis penicillin, steget betydeligt i Danmark. Samtidig er resistens over for antibiotika blevet et voksende problem. Antibiotikaresistens er et problem, fordi det gør det svært at behandle selv relativt simple sygdomme.
 
Derfor opretter indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder nu et antibiotikaråd, som skal koordinere arbejdet med at forhindre, at antibiotikaresistens bliver et udbredt problem i Danmark.

Antibiotikarådet skal øge fokus på, hvordan antibiotika bliver anvendt så hensigtsmæssigt som muligt. Målsætningen er at undgå overdrevet og forkert brug af antibiotika.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

"Jeg opretter det nye antibiotikaråd, fordi det er vigtigt, vi sætter ind over for antibiotikaresistens nu, inden problemet bliver lige så stort i Danmark, som det er i nogle af de sydeuropæiske lande. Det er vigtigt, at antibiotika også i fremtiden kan bruges til at kurere syge borgere."

Sundhedsstyrelsen bliver formand for rådet, og både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut skal være med til at betjene rådet, der blandt andet skal involvere regionerne i sit arbejde.

Indenrigs- og sundhedsministeren har afsat 2,5 millioner kroner til antibiotikarådet. Pengene skal rådet blandt andet bruge til at udarbejde forslag og vejledninger til, hvordan forbruget af antibiotika kan reguleres, til oplysning og til en løbende evaluering af udviklingen på området.
Desuden skal antibiotikarådet følge op på den årlige DANMAP-rapport. DANMAP er et program, som i samarbejde mellem Videnskabsministeriet og Sundhedsministeriet siden 1995 har haft til opgave at overvåge forbruget af antibiotika og forekomsten af antibiotikaresistens.

Yderligere oplysninger:

Lisette Bulig, fuldmægtig i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, tlf. 72 26 95 08

Pressekontakt Marie Nyhus, pressemedarbejder, tlf. 72 26 94 17


Sidst opdateret 18-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055