Skip navigation


Det behovsafhængige medicintilskudssystem 2015

15-12-2014
Der ydes efter sundhedsloven automatisk tilskud ved køb af visse former for medicin. Tilskuddets størrelse afhænger af den enkelte persons forbrug af medicin med tilskud i løbet af en periode på ét år. Du starter en ny tilskudsperiode, første gang du køber tilskudsberettiget medicin, efter at den forudgående periode på ét år er udløbet.

Beløbsgrænser
Skemaet nedenfor viser, hvordan tilskuddet til medicin afhænger af den årlige udgift til tilskudsberettiget medicin. Medicintilskudsgrænserne reguleres én gang årligt den 1. januar med den såkaldte satsreguleringsprocent.  

Medicintilskudsgrænserne pr. 1. januar 2015 fremgår af skemaet. 

Årlig udgift pr. person
i tilskudspriser*

Tilskud til medicin til
personer over 18 år

Tilskud til medicin til
personer under 18 år

0 – 925 kr.

  0 pct.

60 pct.

925 – 1.515 kr.

50 pct.

60 pct.

1.515 – 3.280 kr.

75 pct.

75 pct.

Over 3.280 kr.

85 pct.

85 pct.

Tilskud til kronisk syge
Du kan få tildelt kronikertilskud, hvis du har et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin. Kronikertilskuddet indebærer, at der pr. 1. januar 2015 lægges et loft på 3.830 kr. over din årlige egenbetaling opgjort i tilskudspriser. Din læge kan ansøge Sundhedsstyrelsen om et kronikertilskud.

For personer over 18 år svarer en egenbetaling på 3.830 kr. til, at man har købt tilskudsberettiget medicin for 17.738 kr. Børn og unge under 18 år vil have købt for 21.831 kr.

Enkelttilskud
I særlige tilfælde kan Sundhedsstyrelsen bestemme, at der ydes tilskud til køb af medicin, der ordineres til en bestemt patient, uanset at medicinen ikke tilhører gruppen af tilskudsberettiget medicin. I sådanne tilfælde kan den behandlende læge ansøge Sundhedsstyrelsen om enkelttilskud til sin patient.

Forhøjet tilskud
Ganske få mennesker kan være allergiske overfor eksempelvis et farvestof i en bestemt slags medicin. I sådanne tilfælde kan lægen søge Sundhedsstyrelsen om forhøjet tilskud til en anden og dyrere medicin.  

Tilskud til døende 
Sundhedsstyrelsen kan efter ansøgning fra den behandlende læge tildele en døende, som vælger at tilbringe sin sidste tid i eget hjem eller på hospice, 100 pct. tilskud til den medicin, som lægen har udskrevet på recept. Tilskuddet ydes, uanset om den pågældende medicin er tilskudsberettiget eller ej. 

Andre medicintilskud
Kommunerne kan endvidere i medfør af sociallovgivningens regler yde tilskud til betaling af udgifter til medicin til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, til personer i økonomisk trang eller til handicappede, som bor i eget hjem. 

Tilskudspriser*
Regionens tilskud ydes ikke altid til medicinens fulde købspris. Ved beregning af tilskud anvendes medicinens "tilskudspris". Det er også tilskudsprisen, der anvendes ved opgørelsen af dit samlede forbrug af tilskudsberettiget medicin.

Tilskudsprisen fastsættes på baggrund af prisen på den billigste medicin blandt de flere forskellige slags medicin, som har den samme virkning og de samme aktive indholdsstoffer.

Sundhedsstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR)
Hver gang du køber tilskudsberettiget medicin, indberetter apoteket købet til Sundhedsstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR), som sikrer, at du modtager korrekt tilskud. Tilskuddet beregnes på baggrund af din aktuelle saldo i CTR.

Kommer du i tvivl om, hvorvidt du har fået det rigtige tilskud, kan du henvende dig på apoteket. For at hjælpe med at dokumentere dine medicinkøb fremgår dit CPR-nummer af bonen fra apoteket. Det bør du være opmærksom på, ligesom du bør gemme dine boner.

Læs mere om tilskud til medicin på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.


Sidst opdateret 15-12-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055