Skip navigation


Mange børn får unødvendig antibiotika

18-11-2014
NYHED – Man skal give antibiotika til 20 børn med mellemørebetændelse, for at ét barn har gavn af behandlingen. Resten kunne lige så godt have klaret sig uden. Sådan lyder det i en ny kampagne om antibiotika til børn, som i dag bliver skudt i gang af sundhedsministeren på den årlige europæiske antibiotikadag.

Alt for mange syge børn får sandsynligvis antibiotika, selvom de ikke har brug for det.

Det er et af budskaberne i kampagnen ”Skal mit barn ha’ antibiotika”, som i dag bliver lanceret af  sundhedsministeren i forbindelse med åbningen af det såkaldte DANMAP-seminar, hvor forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut præsenterer resultaterne fra årets DANMAP-rapport. En rapport, som hvert år opgør forbruget af antibiotika til dyr og mennesker og forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker i Danmark.

Et vigtigt budskab, mener sundhedsministeren og påpeger, at vi alle har et ansvar for at mindske brugen af antibiotika.  

”De fleste af os ved, hvor frustrerende det er at have et sygt barn, og derfor vil man gå langt for at gøre barnet rask. Men antibiotika skal ikke tages for en sikkerheds skyld, men kun når det er strengt nødvendigt. Ellers ender bakterierne med at blive modstandsdygtige over for antibiotika”.

Kampagnen henvender sig til både småbørnsforældre og praktiserende læger med budskabet om at vente og se tiden an, når børn får lettere infektioner. For langt de fleste infektioner går over af sig selv og behøver ikke blive behandlet med antibiotika. Som afsender på kampagnen står både Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Almen Medicin, Lægeforeningen, Danske Regioner og Apotekerforeningen.

Forbruget af antibiotika stiger nemlig år for år, og derfor skal der være mere opmærksomhed omkring, at lettere bakterieinfektioner oftest går over af sig selv uden behandling med antibiotika.

Det stigende forbrug af antibiotika kan betyde, at bakterierne bliver resistente, og at de derfor bliver sværere at behandle med antibiotika. Samtidig er der i 2013 sket en stigning i antallet af infektioner med multiresistente bakterier. Derfor er det vigtigt med oplysning på området, siger sundhedsministeren:

”Det stigende forbrug af antibiotika skal tages alvorligt, og mit håb er, at kampagnen kan bidrage til, at vi alle får mere viden om, hvornår det ikke er nødvendigt at få antibiotika”.

Fakta om antibiotika:

  • Antibiotika virker ikke på virus. Næsten alle infektioner i øre, næse og hals skyldes virus.
  • Antibiotika kan give bivirkninger som ondt i maven, diarré, opkastninger og udslæt.
  • De fleste infektioner – også dem, der skyldes bakterier – går over af sig selv.

Læs mere på antibiotikaellerej.dk og på tema-siden på sum.dk


Sidst opdateret 13-11-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055