Skip navigation


Loft over medicinpriserne de kommende to et halvt år

30-05-2016
PRESSEMEDDELELSE – Regeringen, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen har forhandlet en ny prisloftaftale for lægemidler i primærsektoren på plads. Aftalen betyder, at det nuværende loft over priserne på medicin solgt på landets apoteker fastholdes uændret frem til 15. december 2018.

Loftet over priserne på tilskudsberettiget medicin solgt på landets apoteker bliver fastholdt på det nuværende niveau frem til udgangen af 2018. Det er resultatet af forhandlinger mellem regeringen, Lægemiddelindustriforeningen og Danske Regioner, som nu er afsluttet.

I en kommentar til aftalen siger sundhedsminister Sophie Løhde:

"Det er positivt, at vi med aftalen nu er enige om at holde priserne på tilskudsmedicinen i ro de næste to et halvt år. For danskerne giver det en større grad af sikkerhed, at der de kommende år er et loft over priserne på apoteksmedicin, og samtidig får regionerne også bedre muligheder for at budgettere deres udgifter til medicintilskud. Alt i alt giver aftalen altså ro og tryghed både for danskerne og for samfundsøkonomien."

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, er også godt tilfreds med prisloftaftalen:
 
"Sammen med andre initiativer på medicinområdet kan denne aftale være med til at sikre stabilitet, selv om ny medicin og større forbrug stadig kan give udgiftsstigninger for regionerne”, siger han.
 
Flere af de tidligere aftaler har indebåret opjusteringer af prisloftet med henvisning til den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet. Med den nye aftale anlægges en strammere linje, idet der ikke tages højde for pris- og lønudviklingen i samfundet.

Læs aftaleteksten  (PDF)
 
Yderligere oplysninger:
Sundheds- og Ældreministeriet: Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 50 96 50 69.
Danske Regioner: Presserådgiver Torsten Ellermann Eriksen, tlf.: 40 20 20 57.


Sidst opdateret 06-07-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055