Skip navigation


Sundheds- og ældreminister: Prostatakræft er en samfundsudfordring

11-05-2016
NYHED - Sophie Løhde åbner paneldebat på Børsen i dag om den mest udbredte kræftform blandt mænd. En ny Kræftplan IV lanceres til efteråret.

Hvert år får over 4200 danske mænd konstateret kræft i blærehalskirtlen, og omkring 1.200 mister hvert år livet til prostatakræft.

Prostatakræft rammer særligt ældre mænd, og er lige nu den kræftform, der har den største stigning i antallet af nye tilfælde blandt alle kræftformer.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde holder i dag åbningstale for deltagerne i en paneldebat, der sætter fokus på den mest udbredte kræftform blandt mænd.

Paneldebatten afholdes på Børsen af bl.a. Forum for Mænds Sundhed, Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker og 3F.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde vil i sin tale især lægge vægt på den fremadrettede indsats mod kræft:

”Prostatakræft udgør en alvorlig trussel mod mænds sundhed og livskvalitet her i Danmark. Derfor er målet klart: Færre mænd skal dø af prostatakræft, og flere skal leve et godt liv med sygdommen. Samme indstilling har Regeringen generelt i arbejdet med en ny politisk plan på kræftområdet, Kræftplan IV. En kræftplan, der skal sørge for, at vi kan udrede og behandle det stigende antal kræftpatienter og forbedre overlevelsen for de patienter, som bliver ramt af kræft”, siger Sophie Løhde.

Det konkrete indhold i Kræftplan IV, der lanceres til efteråret, vil tage afsæt i et fagligt forarbejde, som Sundhedsstyrelsen lige nu er i gang med. De nuværende udfordringer skal kortlægges, og der skal findes løsninger, der løfter kvaliteten og overlevelsen.

At hjælpe prostatakræft-ramte tilbage til hverdagen efter sygdommen er allerede i fokus i en kommende national klinisk retningslinje, som Sundhedsstyrelsen ligeledes arbejder på.


Sidst opdateret 11-05-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055