Skip navigation


Årets hjerteredder 2017 fik pris af minister

18-03-2017
NYHED – Lørdag aften blev den 13-årige Emil Kjeldberg hædret i Charlies Hjertegalla som Årets Hjerteredder 2017. Prismodtageren gav sin mor hjertemassage og reddede hendes liv. Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann håber, at andre kan blive inspireret til at give livreddende førstehjælp.

13-årige Emil Kjeldbjerg gav sin mor hjertemassage i deres hjem og reddede hendes liv. Guidning fra alarmcentralen og førstehjælp i skolen hjalp ham, og så havde han sammen med sin familie øvet hjertemassage på en førstehjælpsdukke.

Og lørdag aften blev Emil Kjeldberg så hyldet som Årets hjerteredder 2017 ved Charlies Hjertegalla på TV 2 CHARLIE.

Han blev udvalgt ved en afstemning på Hjerteforeningens hjemmeside blandt tre nominerede. Der blev afgivet ca. 3.300 stemmer, og med næsten tre ud af fire stemmer blev Emil Kjeldbjerg kåret.

Det var fungerende sundhedsminister Karen Ellemann, der overrakte den 13-årige prisvinder blomster, en check fra Østifterne på 10.000 kr. og en hjertestarter fra Hjerteforeningen. 
 

"Hvert minut kan få afgørende betydning for, om et menneske med hjertestop overlever eller dør. Og der bliver heldigvis flere og flere, som griber resolut ind og hjælper andre i livstruende situationer. Men selvom flere i dag overlever et hjertestop end tidligere, så vil vi kunne redde endnu flere liv, hvis flere af os kan give livreddende førstehjælp. Derfor håber jeg, at Emil Kjeldberg og de andre de nominerede til Årets hjerteredder kan inspirere andre til at yde livsvigtig hjælp, når det er allermest nødvendigt", sagde fungerende sundhedsminister Karen Ellemann i sin hyldesttale.

Hjerteforeningen havde i alt modtaget 58 indstillinger til ”Årets hjerteredder 2017” – det højeste antal nogensinde. Alle indstillinger kan læses i anonymiseret form på Hjerteforeningens hjemmeside.

Hvert år bliver ca. 4.000 danskere ramt af hjertestop uden for hospitalet.

I to ud af tre tilfælde bliver der givet livreddende hjertelunge-redning, og derfor overlever hver ottende dansker med hjertestop uden for hospitalet.

For 15 år siden var det kun hver 25., der overlevede. 


Sidst opdateret 20-03-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055