Skip navigation


Sundhedsministeren besøger Center for Immunterapi

05-02-2018
NYHED - Finansloven for 2018 afsætter 60 mio. kr. til styrket forskning i immunterapi over de næste fire år. Der er stort potentiale i immunterapi for mange patientgrupper, og derfor skal vi forske mere, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der i dag besøger Herlev Hospital.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i Finansloven for i år valgt at styrke forskningen i den særlige immunterapi til kræftpatienter med en pulje på 60 mio. kr. over de næste fire år.

Immunterapi er et forsøg på at aktivere immunsystemet til på forskellige måder at genkende og gå til angreb på kræftcellerne og samtidig svække deres evne til at forsvare sig.

”Immunterapi er meget lovende for kræftpatienter. Det har medført nye behandlingsmuligheder og øget overlevelsen for visse patienter i stor grad. I de kommende år vil vi helt sikkert vil blive bedre til at behandle med immunterapi, men det kræver, at vi investerer i forskningen, og det har regeringen valgt at gøre ved både at afsætte midler og gøre rammerne for forskningen bedre”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

I dag tager hun derfor, sammen med Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, på besøg hos Center for Immunterapi på Herlev Hospital.

”Jeg ser frem til at se et af de førende steder i brugen af immunterapi til kræftpatienter. Det er min forventning, at vi med puljen på de 15 mio. kr. årligt i fire år kan kickstarte en intensiveret forskning i immunterapi og støtte en bred indsats over hele landet”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Sundhedsministeren har også en forventning til, at den reduktion i gebyrer for ikke-kommercielle forsøg, der ligeledes er aftalt i Finansloven 2018, vil skubbe på udviklingen.

Gebyrerne til Lægemiddelstyrelsen bliver permanent reduceret med ca. 10 millioner kr. årligt med virkning fra 1. juli 2018 for at forbedre rammerne for forskning.


Sidst opdateret 26-03-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055