Skip navigation


Minister vil have hurtigere afgørelser i patientklagesager

18-04-2016
PRESSEMEDDELELSE - Patienter, der klager over deres behandling i sundhedsvæsnet, venter i dag ofte for lang tid på at få afgjort deres klagesager. Sundhedsministeren er derfor parat til at bruge ca. 108 mio. kr. på at få afviklet ophobede sagspukler og nedbragt sagsbehandlingstiderne i Styrelsen for Patientsikkerhed.

12,8 måneder. Det var i 2015 den gennemsnitlige tid, der gik fra en patient havde klaget over en sundhedsfaglig behandling, til Styrelsen for Patientsikkerhed havde truffet afgørelse i sagen.

Det er for lang tid, mener sundhedsminister Sophie Løhde, der derfor nu er parat til at bruge et større millionbeløb på at få kortere sagsbehandlingstider:

"Problemet med lange sagsbehandlingstider er desværre ikke nyt. De senere år har vi flere gange hørt om patienter, der er dybt frustrerede over at skulle vente og vente på at få afgjort en klagesag. Og selvom der er taget en række initiativer for at få nedbragt sagsbehandlingstiderne, der også er blevet lidt kortere det seneste år, så er det fortsat et problem", lyder det fra ministeren. Løhde vil derfor sætte ca. 108 mio. kr. af, så patienterne fremover hurtigere kan få afgjort deres klagesager.

En del af pengene – ca. 37 mio. kr. – skal gå til at afvikle de ca. 2.000 klagesager, der har hobet sig op i siden 2013. Og ifølge sundhedsministeren er det på høje tid, at de gamle sager bliver afgjort:

"Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt, at patienter skal vente i årevis på at få en afklaring på deres klagesager. Det er hverken rimeligt for patienterne eller for de behandlingssteder og sundhedspersoner, som kan risikere at få kritik. Og derfor vil jeg gerne sætte penge af til, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan få høvlet puklen af ubehandlede klagesager af", siger Sophie Løhde.

Ministeren vil nu forelægge et aktstykke for Folketingets Finansudvalg med henblik på at få udvalgets godkendelse af de afsatte midler til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Fakta om udviklingen i sagsbehandlingstider for klagesager:
Styrelsen for Patientsikkerhed behandler bl.a. patienters klager over den faglige behandling i sundhedsvæsenet. På baggrund af en klage kan styrelsen give kritik af et behandlingssted.

 

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klagesager har i perioden 2011-2015 været mellem 10,1 og 13,3 måneder: 
 
 
 

  • 2011: 11,3 måneder
  • 2012: 10,1 måneder
  • 2013: 13,3 måneder
  • 2014: 13,1 måneder
  • 2015: 12,8 måneder

Med de afsatte midler forventes det, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager, der er indkommet efter 1. januar 2016, vil falde til mellem 5 og 9 måneder afhængig af sagstype.

Styrelsen for Patientsikkerhed er også sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der behandler klager over læger og andre sundhedspersoners behandling og kan udtrykke kritik af en konkret sundhedsperson.


Sidst opdateret 06-06-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055