Skip navigation


Tilskud til tandbehandling: Udfasning af sølvfyldninger (amalgam)

01-10-2008
Nu bliver det slut med sølvfyldningerne, når der skal repareres huller i tænderne. Fra 1. oktober 2008 bliver tilskuddene i voksentandplejen omlagt. Det betyder, at det bliver muligt at få tilskud til alle typer af plastfyldninger, og samtidig bliver brugen af sølvfyldninger (amalgam) begrænset til enkelte undtagelser, hvor det stadig er klart den bedste løsning.

Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen udtaler:

Teknologien har udviklet sig, og derfor skal tilskuddet til tandpleje følge med.

Eksperterne har konkluderet, at vi nu kan gå et skridt længere i at begrænse antallet af sølvfyldninger - til gavn for miljøet. Derfor omlægger vi tilskuddet til tandbehandling, så der bliver tilskud til alle typer plastfyldninger.

Samtidig gør vi systemet mere retfærdigt ved at give det samme tilskud, uanset hvilket fyldningsmateriale der bruges.

En rapport fra Sundhedsstyrelsen har vist, at plast nu i mange tilfælde vil være en ligeså god løsning, og derfor kan indikationsområdet for plastfyldninger udvides. Det vil sige, at plast kan bruges til fyldninger i blivende kindtænder, også når der er slid på fyldningen. Og det giver mulighed for, at sølvfyldninger kan udfases yderligere.

Der har ikke kunnet påvises sundhedsfare for den enkelte patient på grund af sølvfyldninger, men sølvfyldninger indeholder kviksølv, der er skadeligt for miljøet.
 


Sidst opdateret 19-10-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055