Skip navigation


Danmark bliver vært for stort nordisk psykiatritopmøde

08-10-2015
PRESSEMEDDELELSE – Den 6. november afholder den danske regering sammen med Nordisk Ministerråd og Trygfonden det første nordiske psykiatritopmøde på Docken i København. Målet er at forstærke samarbejdet i Norden inden for psykiatriområdet og samtidig finde løsninger på, hvordan vi kommer stigmatiseringen af mennesker med psykiske lidelser til livs.

Kimen til det nordiske psykiatritopmøde blev lagt for to år siden, da den tidligere svenske sundhedsminister, Bo Könberg, rejste rundt i Norden og drøftede med relevante aktører, hvordan vi kan øge samarbejdet på sundhedsområdet. Det resulterede blandt andet i en anbefaling om at styrke det nordiske samarbejde på psykiatriområdet samt at holde et årligt nordisk psykiatritopmøde. Hans tanker bliver nu til handling den 6. november 2015. 

H.K.H. Kronprinsesse Mary åbner nordisk psykiatritopmøde og byder forskere, fagfolk, politikere, ministre samt bruger- og pårørendeorganisationer velkommen til et topmøde, hvor målet er et øget nordisk samarbejde.

”Jeg er glad for, at vi her I Danmark har taget initiativ til at afholde det første nordiske topmøde på psykiatriområdet. Det er vigtigt, at vi på tværs af de nordiske lande - som jo ligner hinanden meget - bruger af hinandens erfaringer for, hvad der virker i indsatsen overfor mennesker med psykiske lidelser. Jeg håber, vores topmøde bliver startskuddet til et tættere samarbejde på det her område fremover,” siger sundhedsminister Sophie Løhde.

Temaet for det nordiske psykiatritopmøde er afstigmatisering, herunder hvordan vi kan fjerne de tabuer, negative forståelser og kendetegn, der alt for ofte kobles til mennesker med psykiske lidelser. Det nordiske psykiatritopmøde sætter rammerne for erfarings- og vidensudveksling på området, så vi i fællesskab kan komme frem til gode løsninger.

”Det har været en drøm for mig at få styrket samarbejdet på psykiatriområdet i Norden. Der er ingen tvivl om, at vi kan inspirere hinanden og trække på de enkelte landes viden – til gavn for dem, det handler om: De psykisk sårbare. Derfor glæder jeg mig personligt meget til det første nordiske psykiatritopmøde,” siger Poul Nyrup Rasmussen, der er protektor i Foreningen Det Sociale Netværk.

Det nordiske psykiatritopmøde har stor politisk bevågenhed og bliver velbesøgt af ministre fra Norden. Blandt talerne er de to danske ministre, sundhedsminister Sophie Løhde (V), og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), den norske helse- og omsorgsminister Bent Høje (H), den tidligere svenske sundhedsminister Bo Könberg og den tidligere danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Professor Claire Henderson, der forsker i afstigmatisering på King’s College i London er dagens hovedtaler: Hendes budskab er, at mindsket stigmatisering løses ikke let – det kræver mere end kampagner. Hun peger bl.a. på, at kulturændringer blandt fagpersonale er en forudsætning for mindsket stigmatisering.

Det er det danske Sundheds- og Ældreministerium, der i samarbejde med Nordisk Ministerråd har taget initiativ til topmødet, som afholdes i samarbejde med Trygfonden og Det Sociale Netværk.

Tilmelding til psykiatritopmødet kan ske her.

Yderlige oplysninger:
Pressemedarbejder i Sundheds- og Ældreministeriet, Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 50 96 50 69
Presseansvarlig i Foreningen Det Sociale Netværk, Laurids Bæk Simonsen, tlf.: 22 83 36 92
Projektleder i Foreningen Det Sociale Netværk, Pia Bindesbøll, tlf.: 30 22 70 44


Sidst opdateret 08-10-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055