Skip navigation


Forslag sikrer åbenhed om klager og tilsynssanktioner i sundhedsvæsenet

13-05-2005
PRESSEMEDDELELSE - Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har i går oversendt et ændringsforslag til Folketingets sundhedsudvalg, der tilføjer bestemmelser vedr. offentliggørelse af klagesager og tilsynssanktioner i Forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.

Dermed fremsættes hovedelementerne i det lovforslag om offentliggørelse af klagesager, der i januar 2005 blev udsendt i offentlig høring.

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler: Med dette forslag tager vi endnu et stort skridt på vejen til et mere åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Lovforslaget sikrer borgerne mulighed for at få oplysninger om klagesager og om Sundhedsstyrelsens tilsynssanktioner. Det karakteriserer et åbent og demokratisk samfund, at borgerne får adgang til indsigt i den offentlige service. Det gælder naturligvis også på sundhedsområdet. Samtidig styrker åbenheden borgernes retssikkerhed og giver et bedre grundlag for at udnytte det frie valg.  Offentliggørelsen af sager begrænses til de mere alvorlige eller gentagne forsømmelser fra en sundhedspersons side. Det understreger, at formålet med loven ikke er at hænge enkeltpersoner unødigt ud for mindre fejl eller enkeltstående tilfælde.”

Ændringsforslaget indeholder en offentliggørelsesordning, der giver borgerne ret til indsigt i klagesager fra patientklagesystemet, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetiske indgreb. Ændringsforslaget indeholder desuden en offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens faglige påbud efter centralstyrelseslovens § 5 a, stk. 3, beslutninger om skærpet tilsyn efter sundhedsloven samt fratagelser og indskrænkninger i lægers og tandlægers ordinationsret efter læge- og tandlægeloven.

Forslaget skal træde i kraft den 1. januar 2006.

Ændringsforslaget kan ses på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk

Kontakt : FuldmægtigAnette Løvenkjær, 1. sundhedskontor, tlf: 7226 9441 


Sidst opdateret 02-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055