Skip navigation


Sundhed står stærkt i finansloven 2009

08-11-2008
PRESSEMEDDELELSE - Finanslovsaftalen for 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance betyder igen en styrkelse af sundhedsområdet med godt 2 mia. kr. afsat til sundhed næste år. Ud over bedre behandling af livstruende sygdomme og bedre behandlingsforløb for kronisk syge. Se finanslovsaftalen for 2009 på sundhedsområdet.

Finanslovsaftalen for 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance betyder igen en styrkelse af sundhedsområdet med godt 2 mia. kr. afsat til sundhed næste år. Ud over bedre behandling af livstruende sygdomme og bedre behandlingsforløb for kronisk syge, sætter aftalen fokus på bl.a.

  • Kortere ventetider på de behandlinger, der blev hårdest ramt under forårets konflikt
  • Nære sundhedstilbud og et stærkt præhospitalt beredskab i udkantsområder
  • Øget medicinsikkerhed med et Fælles Medicinkort

100 mio. kr. er afsat til at sikre kortere ventetider på de behandlinger, der blev stærkt påvirket af forårets overenskomstkonflikt på sundhedsområdet.

250 mio. kr. fra kvalitetsfonden går til bedre løsninger i udkantsområder med store afstande. Pengene målrettes det præhospitale område fx skadesklinikker og lægehuse med det nødvendige specialiseringsniveau.

Yderligere 100 mio. kr. går til etablering af en lægehelikopterordning for at øge befolkningens tryghed på bl.a. øer og udkantsområder.

80 mio. kr. sættes af til øget medicinsikkerhed, hvor oplysninger om patienternes medicin automatisk overføres og gemmes i en fælles national service.

Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen glæder sig over resultatet af finanslovforhandlingerne:

"Jeg er rigtig godt tilfreds med, at sundhedsområdet står så stærkt i finanslovpakken. I juni afsatte vi 1,6 mia. kr. ekstra til sundhed i økonomiaftalen. I dag har vi afsat yderligere store beløb til sundhedsområdet – ikke mindst til kortere ventetider og et stærkere lokalt sundhedsberedskab.

For 350 mio. kr. skal vi give borgere, der bor i de yderste hjørner af Danmark sikkerhed for, at de får hurtig og specialiseret behandling, når de har brug for akut hjælp blandt andet med en lægehelikopterordning.

Og med yderligere 100 mio. kr. til ekstra behandlinger, sørger vi for, at vores sundhedsvæsen er tilbage på rette spor, når vi pr. 1. juli 2009 genindfører det udvidede frie sygehusvalg.

Jeg vil også gerne fremhæve de 80 mio. kr. vi med finansloven afsætter til et fælles medicinkort, der kan afværge op mod halvdelen af de medicineringsfejl, der sker i overgangene mellem for eksempel sygehus til hjemmepleje. 

Alt i alt giver finansloven et løft til vigtige sundhedsområder – som både kan mærkes af den unge og den gamle patient i vores sundhedsvæsen”.

Yderligere kommentarer:
Pressechef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Peter Mørch, mobil 72 26 94 12
Pressemedarbejder Marie Louise Rostrup-Nielsen 25 27 56 22 /
mph@sum.dk


Sidst opdateret 17-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055