Skip navigation


OECD: Danmark er blandt de bedste til at behandle hjertesygdomme

08-12-2009
PRESSEMEDDELELSE - Det danske sundhedsvæsen er førende internationalt, når det gælder behandling af patienter med hjerte- og karsygdomme

Det danske sundhedsvæsen er førende internationalt, når det gælder behandling af patienter med hjerte- og karsygdomme.  Det fremgår af en ny rapport, som sammenligner befolkningens sundhedstilstand i de 30 OECD-lande. Stadig færre danskere dør af hjerte- og karsygdomme, og Danmark er sammen med Sverige, Island og Norge blandt de bedste i OECD til at behandle blodpropper i hjertet og hjernen.

 

Rapporten viser desuden, at der er sket forbedringer på kræftområdet. Selv om Danmark fortsat har udfordringer, går udviklingen i den rigtige retning. Eksempelvis er Danmark det land i OECD, der har den største fremgang i kvaliteten af brystkræftbehandling fra 2002 - 2007. 

 

Minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, glæder sig over de positive tendenser: 

 

”De seneste års fokus på hjertesygdomme har givet resultater. Behandlingen er blevet bedre, og jeg glæder mig over, at flere lever længere med deres sygdom.

Der er stadig alt for mange danskere, der dør af kræft, men det går den rigtige vej. De sidste par år har vi indført pakkeforløb for kræft, brystkræftscreening og vaccination mod livmoderhalskræft, og vi kan endelig se, at ventetiderne til kræftbehandling falder. Det er indsatser, som jeg forventer mig meget af”. 

 

OECD-tallene viser desuden, at  middellevetiden fra 2003 til 2007 er steget med et år, sådan at danskerne i 2007 havde en gennemsnitsalder på 78.4 år. Fra 2007 til 2008 er gennemsnitsalderen steget yderligere. 

 

Kontakt: pressechef Mette Ebdrup, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, tlf.40 56 05 99.


Sidst opdateret 31-10-2012

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055