Skip navigation


Minister følger op på rehabiliteringsindsatsen

25-02-2009
PRESSEMEDDELELSE - En effektiv rehabilitering kan hjælpe mennesker trygt tilbage til livet efter et langvarigt sygdomsforløb. I denne proces skal ingen patienter tabes på gulvet.

Derfor følger sundhedsministeren nu op på den seneste tids kritik af rehabiliteringsindsatsen. Ministeren har dags dato inviteret Danske Regioner og KL til en drøftelse af rehabiliteringsindsatsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen udtaler:

Alle patienter, der har behov for det, skal tilbydes en sammenhængende rehabilitering. Pilen peger i retning af, at vi kan gøre det bedre. Jeg ved, at der er regioner og kommuner, som er rigtig langt fremme. Men det ser ud som, at indsatsen kan trænge til et serviceeftersyn. Derfor har jeg i dag indbudt Danske Regioner og KL til en fælles drøftelse.”

Det var en afgørende ambition med kommunalreformen at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af regioner og kommunegrænser. Det var blandt andet med udgangspunkt i den ambition, at ansvaret for indsatsen over for borgere med rehabiliteringsbehov i vidt omfang blev samlet i kommuner.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mener da heller ikke, at de lovmæssige rammer fejler noget.

Efter min opfattelse er de lovmæssige rammer på plads, men som sagt tyder det på, at tilrettelæggelsen af indsatsen flere steder kan gøres bedre. Derfor vil mit ministerium nu gå området efter i sømmene, og viser det sig, at der er behov for initiativer, der kan understøtte en sammenhængende indsats, vil jeg naturligvis handle på det.”

Udfordringen bliver ikke mindre af, at flere og flere patienter med en livstruende sygdom lever længere. Det betyder, at mange patienter kan vende tilbage til en hverdag og et arbejdsliv på trods af langvarig sygdom.

Der er flere og flere, der lever med en livsvarig sygdom – det er godt, vi er blevet bedre til at behandle, men det har givet en ny udfordring: rehabilitering. Og her skal vi stå klar med tilbud, der kan hjælpe patienten tilbage til livet”, siger Jakob Axel Nielsen

Kontakt: Pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, tlf. 40 82 06 37


Sidst opdateret 14-09-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055