Skip navigation


Læger og sygeplejersker mere positive over for organdonation end tidligere

27-08-2010
PRESSEMEDDELELSE - Sundhedspersonalet på intensivafdelingerne er markant mere positive over for organdonation i dag, end de var for ti år siden, viser en ny undersøgelse. Det giver håb om flere organer fremover, siger Bertel Haarder og peger på Aalborg Sygehus, hvor sundhedspersonalet har succes med at øge antallet af organdonorer.

Mere end ni ud af ti læger og sygeplejersker på intensivafdelingerne er positive over for organdonation.
Dermed er der sket en markant ændring i sundhedspersonalets holdning til organdonation siden 2000, hvor bare 80 procent angav, at de var positive over for organdonation.

Den ændrede holdning hos sundhedspersonalet er betydningsfuld, fordi der mangler donororganer i Danmark. Og udenlandske undersøgelser har tidligere vist, at når personalet på sygehusene er positive over for organdonation, bliver flere donororganer udnyttet til gavn for alvorligt syge patienter.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

”Vi ved, at befolkningen har en positiv holdning til organdonation. Nu har holdningen rykket sig hos sundhedspersonalet, så det svarer til holdningen i befolkningen. Jeg glæder mig over undersøgelsen og håber, det betyder, ventelisterne til organtransplantation bliver kortere.”

I dag den 27. august skal han besøge Dansk Center for Organdonation i Skejby, som blev etableret i 2008.
Her er centerleder Helle Haubro Andersen også positiv over for undersøgelsen om sundhedspersonalets holdning til organdonation.

”Vi har meget positive og kompetente medarbejdere på intensivafdelingerne, som gerne vil blive dygtigere til organdonation. Det er et fantastisk godt grundlag for, at vi kan komme videre med undervisning og de andre indsatser, som Dansk Center for Organdonation står for”, siger hun.

Bertel Haarder nævner Region Nordjylland som et godt eksempel. Her har læger og sygeplejersker på Aalborg Sygehus fået sat fokus på emnerne hjernedød og organdonation, og de har drøftet etiske dilemmaer. Siden er antallet af donorer steget fra fem-seks donorer årligt til 12 donorer i 2009.

”Læger og sygeplejersker  i Aalborg taler nu systematisk med de pårørende i de tilfælde, hvor organdonation kan komme på tale. Jeg er ikke i tvivl om, at det betyder noget i forhold til, hvor mange der bliver donorer,” siger Bertel Haarder.

I dag har omkring 690.000 danskere tilmeldt sig Donorregistret.

”Der er hårdt brug for flere donororganer, og undersøgelsen tyder jo på, at sundhedspersonalet er mere åbne for at tale med pårørende om organdonation. Samtidig er det også vigtigt, at den enkelte selv tager stilling og evt. melder sig ind i Donorregistret. På den måde bliver de pårørende også bedre rustet til en samtale om organdonation i en meget svær situation,” siger Bertel Haarder.


Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er udført af Dansk Center for Organdonation fra slutningen af 2009 til begyndelsen af 2010 og afsluttet august 2010
  • Sundhedspersonalet på 30 intensivafdelinger i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland deltog i undersøgelsen
  • 98 % af lægerne, der deltog, angiver at de er ”for” organdonation
  • 90 % af sygeplejerskerne, der deltog, angiver at de er ”for” organdonation
  • 84 % af social- og sundhedsassistenterne, der deltog, angiver at de er ”for” organdonation
  • Samlet angiver 91 % af sundhedspersonalet, at de er ”for” organdonation

Læs Dansk Center for Organdonations rapporter


Yderligere oplysninger

Dansk Center for Organdonation:
Centerleder Helle Haubro Andersen, tlf. 89 49 95 00, e-mail: hellanse@rm.dk
Udviklingssygeplejerske Lone Bøgh, tlf. 89 49 95 01, e-mail: loneboeg@rm.dk

Indenrigs- og Sundhedsministeriet:
Fuldmægtig Tove Kjeldsen, tlf. 72 26 94 58
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17


Sidst opdateret 27-08-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055