Skip navigation


Regioner og kommuner skal samarbejde bedre om svangreomsorgen

13-04-2011
PRESSEMEDDELELSE – ”Det er ikke godt nok”, lyder konklusionen fra indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, efter han har læst Sundhedsstyrelsens redegørelse for svangreomsorgen i de fem regioner. Derfor skal regioner og kommuner til møde i Sundhedsstyrelsen og redegøre for, hvordan de vil forbedre deres samarbejdet om svangreomsorg fremadrettet.

Regioner og kommuner skal blive bedre til at samarbejde om svangreomsorgen.

Det er en af hovedkonklusionerne, efter Sundhedsstyrelsen har fremlagt sin redegørelse for svangreomsorgen i de fem regioner.
Den viser bl.a., at mange nybagte forældre bliver ”tabt” imellem regioner og kommuner, fordi samarbejdet mellem regionerne og kommunerne ikke er fulgt med udviklingen, hvor sygehusene udskriver kvinderne stadigt hurtigere efter, de har født.

”Det er ikke godt nok. Generelt er det rigtigt af regionerne at arbejde for at forkorte indlæggelsestiderne, også i forbindelse med fødsler, hvis det vel at mærke er fagligt forsvarligt og velbegrundet. Men det kræver selvfølgelig, at regionerne rutinemæssigt tilbyder hjemmebesøg til dem, der har født ambulant, og at kommunerne tilbyder tidlige besøg fra sundhedsplejersken – og at regionerne og kommunerne taler sammen om, hvem der gør hvad. Det her er en opgave, som klokkeklart er regionernes og kommunernes ansvar. Nu må de vise, at de er deres opgave voksen,” siger Bertel Haarder.

Han vil nu bede Sundhedsstyrelsen om at indkalde repræsentanter fra regioner og kommuner til at møde, hvor de skal redegøre for, hvordan de fremadrettet vil forbedre deres samarbejde om svangreomsorgen.

”Jeg ser med stor alvor på redegørelsens resultater. Der er glimrende vejledning på området, men regionerne og kommunerne er ikke gode nok til at efterleve det. Jeg har bl.a. hørt eksempler på, at nogle sygehuse poster gammeldags papirbreve til kommunerne med besked om, at en kvinde nu er udskrevet, og at hun skal have besøg fra kommunens sundhedsplejerske. Det forsinker processen, og sygehusene skal selvfølgelig vænne sig til at sende en mail eller ringe til kommunen i stedet for. Ellers går der for lang tid, inden kvinden får støtte og hjælp til f.eks. amningen,” siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Sundhedsstyrelsens redegørelse er lavet på baggrund af tilbagemeldinger fra regionerne, Danske Regioner og KL. Arbejdet med redegørelsen blev sat i værk efter kritik af, at regionerne ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen.


Læs mere


Yderligere oplysninger
Kontorchef Niels Würgler Hansen, tlf. 72 26 94 33
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17


Sidst opdateret 13-04-2011

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055