Skip navigation


Minister: Breve til patienter skal være lette at forstå

10-05-2016
NYHED - Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag fremsat af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der styrker patienternes rettigheder til hurtig udredning og behandling i sygehusvæsenet. En arbejdsgruppe skal sikre, at information til patienterne om det udvidede frie sygehusvalg bliver letforståelig.

Oplysning og information til patienterne om retten til hurtig udredning og det udvidede frie sygehusvalg skal være nem og ligetil at forstå.

Det mener sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, der har nedsat en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe, som skal komme med overordnede retningslinjer for indhold og udformning af de breve, der sendes ud til patienterne.

”Det er vigtigt, at alle patienter nøje kender deres rettigheder omkring udredning og behandling, og at det bliver forklaret for dem i et letforståeligt og præcist sprog. Nu viser vi vejen med nye krav til indhold og udformning af informationsbreve fra regionerne, så vi kan få et ensartet udtryk over hele landet og fokus på de vigtigste informationer. Dermed har vi også lyttet til patienterne, som selv efterspørger mere forståelige breve”, siger Sophie Løhde.

Regionerne er allerede i dag forpligtede til at informere patienterne om deres rettigheder i forhold til behandling og udredning. Men patientorganisationer har i Sundheds- og Ældreministeriets og Danske Regioners evaluering af udredningsretten fra december 2015 peget på, at denne information ofte er svær at forstå for patienterne, og at de væsentligste informationer til tider drukner i mængden af materiale.

Ønsket om klar besked til borgerne hænger også sammen med, at Folketinget i dag har vedtaget en ændring af sundhedsloven, der træder i kraft 1. oktober 2016.

Patienter, der er henvist til udredning på et sygehus, skal tilbydes udredningen inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt, uanset om de lider af en fysisk eller psykisk sygdom.

Bliver ventetiden længere end 30 dage, fordi det offentlige ikke har kapacitet til at udrede dem, har patienterne ret til at blive undersøgt på et privathospital på det offentliges regning.

Lovforslaget indfører også en 30 dages behandlingsret i både somatikken og psykiatrien. Patienterne kan dermed selv søge behandling på et privathospital på det offentliges regning, hvis det offentlige ikke kan overholde fristen på en måned.

”Med ændringen af sundhedsloven indfører vi en reel ret til at vælge den unødige ventetid fra, hvis de offentlige sygehuse ikke har kapacitet til at hjælpe. Det handler om at styrke patienternes rettigheder i sundhedsvæsnet, så alle uanset pengepung og postnummer kan blive behandlet på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige er for lang. Det er bl.a. den information, som regionerne skal give patienten, når de sender breve ud, og som vi nu hjælper dem med at gøre på en god og ordentlig måde”, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Både Danske Patienter, Danske Regioner, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder og Sundheds- og Ældreministeriet er med i arbejdsgruppen om bedre patientinformation, der skal være færdig med sin rapport i løbet af maj måned.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside.

Fakta:

  • I 4. kvartal af 2015 gennemførte sygehusene cirka 122.000 udredningsforløb. Af dem fik kun 65 procent af patienterne at vide, hvad de fejler inden for 30 dage.
  • I sygehuspsykiatrien blev ca. 69 pct. af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien udredt inden for fristen, mens 79 pct. af de voksne patienter i psykiatrien blev udredt til tiden.
  • Aftalepartierne bag Finansloven 2016 har afsat 300 mio. kr. i 2016 og 450 mio. kr. årligt fra 2017 til større kapacitet i regionerne.

Sidst opdateret 10-05-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055