Skip navigation


Medicinsk cannabis på recept til patienter med smerter eller kvalme

15-12-2017
PRESSEMEDDELELSE – Fra 1. januar kan patienter med eksempelvis kroniske smerter eller voldsom kvalme efter kemoterapi få lægeordineret medicinsk cannabis. Det har et enigt Folketing vedtaget. Nu kan vi hjælpe patienter, der lever i et smertehelvede, på en tryg og lovlig vis, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Syge mennesker med store smerter eller voldsom kvalme kan fra 1. januar få medicinsk cannabis på recept hos en læge.

Folketinget har i dag vedtaget det lovforslag, der sætter en forsøgsordning i gang med medicinsk cannabis til patienter med en række udvalgte sygdomme og symptomer, der tidligere har fået anden medicin for deres gener og smerter.

”Med forsøget hjælper vi en række meget syge mennesker til et bedre liv. De kan ikke dæmpe deres smerter eller kvalme med de gængse præparater, og derfor køber mange af dem i deres fortvivlelse usikre cannabisprodukter på det sorte marked. Det er uholdbart, og mange patienter har bedt om den her ordning. Vi har lyttet, og derfor får de nu adgang til medicinsk cannabis på en lovlig og tryg måde”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.´

Lægen skal ordinere medicinsk cannabis
Loven siger, at patienter med en række udvalgte sygdomme og symptomer, der tidligere har været i behandling med relevante, godkendte lægemidler, kan få ordineret medicinsk cannabis på den enkelte læges ansvar.

Lægemiddelstyrelsen har anbefalet fire grupper, der kan have gavn af medicinsk cannabis: Sclerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter med kroniske smerter, og patienter med kvalme og opkastning efter kemoterapi.

Med den fri ordinationsret kan en læge dog frit udskrive ordningens cannabisprodukter til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.
Lægemiddelstyrelsen har derfor udarbejdet en udførlig vejledning til lægerne.

”Det er afgørende, at lægen informerer patienten om eventuelle risici ved behandlingen. Men også at lægen lytter til de patienter, der efterspørger medicinsk cannabis til at lindre deres stærke smerter efter at have prøvet al mulig anden medicin uden effekt. Jeg forventer, at mange læger gerne vil hjælpe deres patienter og gøre brug af muligheden, så vi kan blive klogere, inden for en forsvarlig ramme, på hvor meget medicinsk cannabis kan hjælpe danske patienter”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Læs ” L 57 Forslag til lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis.” på Folketingets hjemmeside

Private må dyrke cannabis til medicinsk brug
Der er få aktører på det internationale marked, der kan levere cannabis til den danske forsøgsordning. Regeringen har derfor besluttet at tillade private aktører at dyrke cannabis herhjemme til medicinsk brug i en særordning sideløbende med forsøgsordningen.

”Flere virksomheder har allerede meldt sig på banen med seriøse projekter, og det er glædeligt. Jeg håber, at der er endnu flere private producenter, der vil gribe chancen og gå i gang med det her nye forretningsområde. Der er gode muligheder for sikre en høj kvalitet af dansk dyrket cannabis til både det danske marked og til eksport”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Cannabisproduktion til medicinsk cannabis er en højt specialiseret proces, fordi produkterne skal være rene og standardiserede med samme mængde aktive stoffer i hver leverance. Derfor skal de private producenter i første omgang i gang med at udvikle dyrkningsmetoder, der gør cannabisproduktet egnet til medicinsk brug.

Det kræver en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen at få lov til at dyrke cannabis i Danmark.

Fakta om forsøgsordningen med medicinsk cannabis:

  • Det var den daværende Venstre-regering, som i tilknytning til satspuljeaftalen 2017-2020 indgik en delaftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at igangsætte en 4-årig forsøgsordning med medicinsk cannabis fra 2018.
  • Der er afsat 22 mio. kr. til forsøgsordningen, og fem mio. kr. skal bruges til forskning og vidensopsamling. I satspuljeaftalen for 2018-2021 blev der afsat yderligere 5 mio. kr. til at skaffe øget viden om brug og effekt af medicinsk cannabis.
  • Det er apotekerne og sygehusapotekerne, der udleverer cannabisprodukterne.
  • Der er ikke tilskud til patienten ved brug af medicinsk cannabis
  • Aftalepartierne får en midtvejsstatus for ordningen to år efter starten.

Læs mere om forsøgsordningen på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside


Sidst opdateret 15-12-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055