Skip navigation


Hjemmebesøg skal forebygge selvmord efter udskrivelse

06-06-2017
NYHED – Et pilotprojekt i Region Hovedstaden skal undersøge, om man kan forebygge selvmord efter udskrivelse fra psykiatrien ved at aflægge hjemmebesøg hos patienten. Regionen får 18 mio. kr. til projektet fra satspuljen. Den første tid efter udskrivelse fra psykiatrisk behandling er ofte hård at komme igennem for mennesker med alvorlige psykiske lidelser. Det kan være en følelse af ensomhed, der rammer én, når man træder ind ad døren derhjemme. Eller tyngden af de mange ting, man nu selv skal håndtere uden fagfolkenes hjælp og støtte, der overvælder én.
 
Forskning på området viser, at risikoen for selvmord eller forsøg på selvmord er betydeligt forøget i den første uge efter udskrivning fra psykiatrisk behandling. Derfor skal det afprøves, om man kan forebygge selvmord eller selvmordsforsøg ved at styrke kontakten til patienten i den allerførste tid efter udskrivelse.
 
”Det er en enormt sårbar tid for nogle mennesker, der kæmper med psykiske lidelser, og som skal til at stå på egne ben. Derfor er det vigtigt, at de oplever en støtte og en tryghed, så de ikke skal føle sig overladt til sig selv i en svær tid,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
 
Region Hovedstaden får nu 18 mio. kr. til at gennemføre et pilotprojekt, der skal være med til at undersøge, om en styrket ambulant kontakt med fagpersoner i den første uge efter udskrivelse kan reducere risikoen for selvmord. Pengene kommer fra en pulje, som regeringen og de øvrige partier i satspuljekredsen afsatte i forbindelse med satspuljeaftalen for 2017-2020.
 
Det udvalgte projekt, som har navnet SAFE (Styrket Ambulant Forløb Efter udskrivelse), indebærer først og fremmest, at patienten får besøg i eget hjem i løbet af den første uge efter udskrivelse, men også at der allerede før udskrivelse er et styrket fokus på, hvordan patienten kommer bedst igennem den første tid derhjemme.
 
Personalet gennemfører derfor en selvmordsrisikovurdering før udskrivelse og sørger for, at patienten møder den fagperson, der skal stå for kontakten efter udskrivelse. Desuden har projektet også fokus på, at både patient og pårørende bliver godt klædt på ift. den første tid efter udskrivelse, og pårørende bliver derfor inviteret med til både udskrivningssamtalt og hjemmebesøg.
 
Sundhedsstyrelsen vil foretage en evaluering af projektet i 2019/2020, og det er planen, at erfaringerne fra projektet skal udbredes til de øvrige regioner.
 
Ud over pilotprojektet i Region Hovedstaden er der også 7,8 mio. kr. på vej til udbygning af de regionale centre til selvmordsforebyggelse. De 7,8 mio. kr. stammer også fra satspuljeaftalen for 2017-2020, og de fem regioner har nu alle fået tilsagn om, at de får del i puljen.

Sidst opdateret 06-06-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055