Skip navigation


Det blå EU-sygesikringskort skal fra august bruges som offentlig dækning for rejsesygesikring

06-02-2014
NYHED - Fra 1. august 2014 kan du ikke længere få dækket udgifter til sygehjælp i udlandet med den offentlige rejsesygesikring. I stedet kan du bruge det blå EU-sygesikringskort, der dækker udgifter i samme omfang, som den offentlige sygeforsikring i det land, du besøger.

Folketinget har i dag vedtaget, at den offentlige rejsesygesikring ophæves fra 1. august 2014.

Det betyder, at du ikke længere kan bruge det gule sundhedskort i andre EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz og i en række småstater på rejser, der påbegyndes 1. august 2014 eller senere.

Får du behov for sygehjælp under et ophold i et EU-land, Norge, Island, Lichtenstein eller Schweiz, kan du i stedet bruge det blå EU-sygesikringskort, der dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling på samme vilkår som borgerne i det land, hvor du opholder sig.

Hvis landets egne borgere skal betale for eksempelvis et lægebesøg eller en hospitalsindlæggelse, vil du som rejsende altså skulle betale tilsvarende. Vil du undgå en evt. egenbetaling, kan du tegne en privat rejseforsikring, ligesom mange gør i dag, når de rejser til lande uden for Europa. 

Udgifter til hjemtransport dækkes ikke af det blå EU-sygesikringskort.

Ophævelsen af den offentlige rejsesygesikring betyder også, at man fremover som udgangspunkt udelukkende kan få dækket udgifter for behandling på offentlige sygehuse, klinikker o.l. EU-sygesikringen dækker typisk ikke behandling på private hospitaler eller klinikker.

Patientombuddets hjemmeside kan du læse mere om dine rettigheder og dækningen med det blå EU-sygesikringskort i de enkelte EU/EØS-lande og Schweiz .

Du kan også søge information med app’en ’European Health Insurance Card’, der kan downloades i App Store, Google Play og Windows Marketplace.

Har du bopæl i Danmark, kan du få dækket udgifter til sygehjælp og hjemtransport ved ferie- eller studierejse i Grønland eller på Færøerne i samme omfang som i dag.

Sådan bestiller du det blå EU-sygesikringskort
Det blå EU-sygesikringskort er gratis og kan bestilles digitalt på borger.dk

Har du ikke mulighed for at bestille kortet digitalt, kan du henvende dig til din bopælskommune for hjælp til at bestille EU-sygesikringskortet.


Sidst opdateret 06-02-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055