Skip navigation


Ministerne på akutrundtur i Region Sjælland, Kalundborg

10-03-2010
REPORTAGE - Den 8. marts 2010 gik turen til Kalundborg

Lægerne skal flytte sammen med sundhedsklinikken i Kalundborg

En stak håndklæder fik hjertemassage, da indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder besøgte sundhedsklinikken i Kalundborg. Her bliver opført et nyt læge-center lige ved siden af klinikken.

 

I Kalundborg viste paramediciner Heinrich Larsen redningsudstyret fra sin akutbil frem.

Godt og vel ti gange om året hiver Heinrich Larsen apparatet til at give hjertemassage ud af sin akutbil, fordi en borger i Region Sjælland har fået akut hjertestop. Han er paramediciner.
I dag har han imidlertid lagt apparatet til at give hjertemassage klar til brug på et tæppe bag ved sin akutbil af en helt anden årsag: Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder kommer på besøg på sundhedsklinikken i Kalundborg.
Heinrich Larsen har lagt apparatet omkring en stak foldede håndklæder, som forestiller et menneske med hjertestop. Da han har hilst på ministeren, tænder han apparatet for at vise, hvordan det virker. Det pumper op og ned som en lodret harmonika.
”Den behøver måske ikke smadre ribbenene?”, spørger Bertel Haarder, mens han kigger på apparatet i funktion.
Det kommer den desværre til indimellem, fortæller Heinrich Larsen, ligesom det kan ske med andre apparater, der giver hjertemassage.
Heinrich Larsen er først uddannet ambulanceredder og derefter har han taget overbygningen til paramediciner. Det betyder, at han må flere ting end en almindelig ambulanceredder, for eksempel kan han behandle hjertestop og blodpropper i hjertet.

Drøfter røntgenbilleder med læge i Holbæk

Kalundborg sundhedsklinik fungerer i et samarbejde mellem regionen og kommunen. Der er ingen læger på sundhedsklinikken, men der er både akutbil og skadeklinik.
På skadeklinikken taler Bertel Haarder med to af sygeplejerskerne. De fortæller om det telemedicinske system, der blandt andet giver dem mulighed for at sende røntgenbilleder digitalt til en læge på sygehuset i Holbæk, hvis de er i tvivl om, hvilken behandling de ud fra billedet skal give patienten. Så kan sygeplejersken i Kalundborg og lægen i Holbæk på samme tid se det samme røntgenbillede på hver deres computerskærm.
”Dét er smart”, mener Bertel Haarder.
Lige ved siden af sundhedsklinikken er ved at blive opført et lægecenter i det, der før var administrationsbygningen til Kalundborg Sygehus.
”Det her er første spadestik til at sikre en fremtidig rekruttering af praktiserende læger”, siger Christina Sjøberg Lundgren, sundhedschef i Region Sjælland, mens hun står i det endnu ufærdige byggeri uden døre og med rå, hvide mure.
Som andre yderområder har Kalundborg svært ved at tiltrække praktiserende læger. Lægecentret skal være med til at gøre Kalundborg attraktivt for yngre læger, blandt andet ved at læger, psykologer og diætister her kan arbejde i samme hus. Flere læger har allerede vist interesse for at få praksis i lægecentret.
Stoppet i Kalundborg er det sidste på Bertel Haarders første dag på ministerens akutrundtur.
”Det har været rigtigt, rigtigt udbytterigt”, siger han, da han siger farvel til personalet på sundhedsklinikken.



Sidst opdateret 23-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055