Skip navigation


Ministeren på akutrundtur i Region Sjælland, Nykøbing Falster

10-03-2010
REPORTAGE - Den 8. marts 2010 gik turen til Nykøbing Falster

Nykøbing Falster har patienter på storskærm

På Nykøbing Falster Sygehus har personalet overblik over, hvilke patienter der er i behandling, og hvor på sygehuset der er ledige senge, fra sygehuset kommandocentral. Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder blev introduceret for systemet, da han besøgte akutsygehuset.

 

Afdelingslæge Ulrich Andersen viser indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder de ny elektroniske skærme, som giver overblik over patienter på og på vej til Nykøbing Falster Sygehus.

Der hænger to store fladskærme på væggen foran indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.
Han står på kommandocentralen på Nykøbing Falster Sygehus. Læger og sygeplejersker i hvide kitler taler i telefon, med hinanden og slår oplysninger op på computere i lokalet.
Billederne på skærmene foran ministeren er tabeller, hvor patienters efternavne er listet i en kolonne under hinanden, og i rækkerne ud for deres navne står flere oplysninger, blandt andet hvad de fejler.
”Men er det her patienter..?”, spørger Bertel Haarder og rører ved et af patientnavnene.
Han tager et lile forskrækket skridt tilbage, for skærmen foran ham ændrer udseende i samme sekund, som hans hånd strejfer den. Det er en touch screen, ligesom på en iphone, men denne skærm giver altså lynhurtig adgang til patientoplysninger i stedet for til musiknumre.
Afdelingslæge Ulrich Andersen får rettet fejlen, så skærmen igen ser ud som før.

Skærmene skal spare tid

Ulrich Andersen fortæller om EPJ-systemet i Nykøbing Falster, et system, der er udviklet i samarbejde med de øvrige sygehuse i Region Sjælland gennem det seneste halve år.
Skærmen til venstre viser patienter, som er i behandling. Skærmen til højre viser patienter, som er på vej til sygehuset. Med et enkelt klik kan sygehuspersonalet få adgang til den elektroniske journal for en bestemt patient. Sundhedspersonalet kan sidde rundt omkring på sygehusets afdelinger og skrive opdateringer ind i journalerne. De nye oplysninger bliver automatisk sendt direkte til kommandocentralen, hvor personalet har overblik over, hvor der for eksempel er ledige senge, og hvor en patient snart får brug for en bestemt behandling.
”Med systemet her skulle vi gerne blive mere eksplicitte på: Hvem er det, der har hvilke patienter, og hvor langt er de i behandlingen”, siger Ulrich Andersen.
For i Nykøbing Falster gælder det om at bruge lægernes tid så effektivt som overhovedet muligt. Lolland-Falster er et af bare to yderområder i Danmark, der beholder et akutbehandlingssted, selv om befolkningsgrundlaget i området er på under 200.000 personer.

Nyt lægehus i Nakskov

Som andre yderområder har Lolland-Falster et problem med lægemangel, både i forhold til praktiserende læger og på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor hver 3. speciallægestilling er ledig, men også på øerne, hvor det kniber med at tiltrække praktiserende læger.
”Vi mangler jo læger. For eksempel i Gedser, der har vi én læge, og han er 61 år gammel. Når han går på pension, er der ikke nogen til at tage over”, siger Lars Onsberg Henriksen, koncerndirektør i Region Sjælland.
Regionen arbejder blandt andet på at tiltrække læger til et nyt lægehus i Nakskov. Fælles it-systemer, telefonsystemer og praksislokaler til leje er nogle af budene på, hvordan Lolland-Falster skal tiltrække især yngre praktiserende læger, som kan arbejde sammen i nyt lægehus med 12 læger.
Inden Bertel Haarder forlader kommandocentralen, når han at se systemet med elektroniske patientjournaler. Tom Hansen, oversygeplejerske, viser ministeren systemet på en computerskærm.
”Vi er meget tæt på at være papirløse”, siger Tom Hansen, mens han drejer sig i stolen og kigger over skulderen op på ministeren.
”Glimrende. Det er godt at se, at I er up to date”, svarer indenrigs- og sundhedsministeren.


Sidst opdateret 23-03-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055