Skip navigation


Ventetiderne til operationer er rekordlave

29-10-2010
PRESSEMEDDELELSE – Ventetiderne til planlagte operationer er nu bragt længere ned, end de var før overenskomstkonflikten. Men der er stor forskel på ventetiderne fra sygehus til sygehus og fra region til region.

55 dage.
Så lang var den gennemsnitlige ventetid til planlagte operationer på sygehusene i august måned, viser nye tal fra Landspatientregistret.
Dermed er ventetiden bragt endnu længere ned, end den var før overenskomstkonflikten på sygehusområdet i 2008, som fik ventetiderne til at stige.

”Jeg er glad for at se, at ventetiden til operationer nu gennemsnitligt er nede på 55 dage, det vil sige en reduktion på mere end en måned siden 2001, hvor den gennemsnitlige ventetid var 90 dage. Jeg vil gerne rose personalet på sygehusene for deres store indsats for at bringe ventetiderne ned. Det er godt gået. Selv om ventetiderne altid svinger lidt fra måned til måned, håber jeg, sygehusene overordnet formår at holde ventetiderne på det nuværende lave niveau”, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Samtidig viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen imidlertid, at der er store forskelle på ventetiderne fra region til region, og i de enkelte regioner fra sygehus til sygehus.
Sundhedsstyrelsen har i dagoffentliggjort en oversigt over ventetiderne på 50 operationer fordelt på sygehuse, herunder private sygehuse. Det er den oversigt, som afslører de store regionale og lokale forskelle på ventetider.

F.eks. er ventetiden til en galdestensoperation på tre af sygehusene i Region Midtjylland over 100 dage. I Region Nordjylland og Region Hovedstaden er ventetiden til den samme operation på 60 dage eller derunder på alle sygehusene.

”Jeg vil gerne opfordre sygehusene til at bruge disse tal fremadrettet. Sygehusene og regionerne skal simpelthen skele til hinanden og lære af hinanden, hvordan de bedst muligt indretter deres arbejde, så kapaciteten bruges bedst muligt, og så ventetiden bliver så kort som muligt”, siger Bertel Haarder.

Se Sundhedsstyrelsens opgørelse over ventetider

Yderligere oplysninger
Afdelingschef Svend Særkjær, tlf. 72 26 94 20
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17


Sidst opdateret 29-10-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055