Skip navigation


Sundhedsministeren: Vi kan lære af skotterne

08-01-2014
NYHED - I Skotland har man haft stor succes med at forbedre patientsikkerheden, efter regeringen i 2008 satte gang i et stort landsdækkende patientsikkerhedsprogram, der bl.a. skulle nedbringe antallet af hospitalsdødsfald og sygehusinfektioner. Sundhedsminister Astrid Krag rejser i dag til Edinburgh for at høre mere om de skotske erfaringer.

Målet var klart, da dem skotske regering i januar 2008 satte gang i et nyt nationalt patientsikkerhedsprogram: Dødeligheden på landets sygehuse skulle reduceres med 15 procent på fem år. I dag er det ambitiøse mål tæt på at være indfriet. Ifølge det skotske sundhedsministerium er dødeligheden for indlagte patienter siden indførelsen af programmet faldet med næsten 13 procent.

Men hvordan er det lykkedes at opnå så flotte resultater i Skotland, og kan man overføre metoderne til danske sygehuse? De spørgsmål rejser Astrid Krag sammen med blandt andre repræsentanter fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Danske Regioner til Edinburgh for at få svar på.

Fra den 8. til 10. januar er sundhedsministeren i Skotland, hvor hun bl.a. skal mødes med chefen for det skotske sundhedsvæsen, Sir Harry Burns, og den skotske minister for sundhed og trivsel, Alex Neil, og besøge ’Royal Infirmary of Edinburgh’, der er et af landets største hospitaler med mere end 900 sengepladser.

Og sundhedsministeren håber, at turen vil give værdifuld viden om, hvordan man eksempelvis kan reducere antallet af utilsigtede hændelser, som kunne være undgået med f.eks. bedre arbejdsgange, rutiner eller generelt større opmærksomhed om den enkelte patients tilstand:

"Det er helt afgørende, at kvaliteten og patientsikkerheden på vores sygehuse er i top. Derfor er patienternes sikkerhed også højt prioriteret både af regeringen og af regionerne. Og de seneste tal for hospitalsdødeligheden viser, at vi er på rette spor herhjemme, og at det nytter at gøre en indsats", siger sundhedsminister Astrid Krag og henviser til, at færre dør på de danske sygehuse. En opgørelse over hospitalsdødeligheden (HSMR) viser således, at andelen af indlagte patienter, som eksempelvis dør på grund af dårlig kvalitet eller uhensigtsmæssig behandling, er faldet med 14 procentpoint fra 2007 til 2013.

"Men vi er langt fra i mål. Ethvert dødsfald, som kunne være undgået, er et for meget, og vi skal fortsat arbejde målrettet på at forbedre kvaliteten og styrke patientsikkerheden på de danske sygehuse. Og jeg tror, vi kan lære meget af skotterne, som er blandt de førende lande, når det gælder arbejdet med patientsikkerhed. Derfor ser jeg frem til at få mere viden om patientsikkerhedsprogrammet i Skotland", siger Astrid Krag.

Ifølge det det skotske sundhedsministerium har patientsikkerhedsprogrammet udover at reducere hospitalsdødeligheden bl.a. også ført til færre fejl, forkortet indlæggelsestiden for patienterne og givet færre patientklager.

Skotterne har i januar 2013 indledt fase to i patientsikkerhedsprogrammet, og ambitionerne er blevet øget. Målet for programmet er nu, at dødeligheden på landets sygehuse skal reduceres med 20 procent frem til 2015.


Sidst opdateret 24-01-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055