Skip navigation


Stadig flere læger og sygeplejersker på sygehusene

28-03-2011
PRESSEMEDDELELSE – Der var lidt flere ansatte på de offentlige sygehuse i 2010 end i 2009, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Tallene står i kontrast til de mange historier om drastiske nedskæringer og massefyringer på landets sygehuse.

Fra 2009 til 2010 er der ansat ca. 450 flere læger og ca. 850 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse.
I alt er der ansat ca. 3.500 flere læger og ca. 4.600 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse i 2010 end i 2001.

Det fremgår af nye tal for antal fuldtidsbeskæftigede på sygehusene, som Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag.

Selv om stigningen i antallet af ansatte på sygehusene fortsætter, tyder de nye tal samtidig på, at der er ved at ske en stagnation i stigningen i antallet af fuldtidsbeskæftigede på de offentlige sygehuse.

Fra 2009 til 2010 er der kommet ca. 1.550 flere fuldtidsbeskæftigede til, mens stigningen fra 2008 til 2009 var på ca. 6.650 fuldtidsbeskæftigede.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

”Jeg er glad for at se, at de mange historier i pressen om voldsomme nedskæringer og fyringsrunder højst udgør et lille udsnit af virkeligheden. Vi har et velfungerende offentligt sygehusvæsen med flere dygtige læger og sygeplejersker end nogensinde før, der står klar til at levere behandling af høj kvalitet til patienterne. Samtidig har jeg selvfølgelig en forventning om, at regionerne overholder de økonomiske rammer, vi har sat op sammen. Derfor er jeg også glad for, at den stadigt voksende kurve for antallet af ansatte tilsyneladende er fladet lidt ud.”


Se de nye tal for antal fuldtidsbeskæftigede på sygehusene
(linker til Sundhedsstyrelsens hjemmeside)


Yderligere oplysninger
Fuldmægtig Erich Erichsen, tlf. 72 26 94 42
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17


Sidst opdateret 01-04-2011

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055