Skip navigation


Mennesker med psykiske lidelser skal have bedre hjælp til at komme i arbejde

13-01-2015
NYHED – Mennesker med psykiske lidelser har vanskeligt ved at bide sig fast i arbejdsmarkedet, viser ny analyse. Det samme gælder for mennesker med kroniske sygdomme. Vi skal skabe mere ligeværd for disse personer, siger sundhedsministeren.

Kun tre ud af ud af ti psykiatriske patienter i alderen 18 til 64 år er tilknyttet det almindelige arbejdsmarked. Til sammenligning er det otte ud af ti fra den øvrige befolkningsgruppe. Det viser en ny analyse, som Sundhedsministeriet og KL har lavet i fællesskab.

Og det langt fra godt nok, mener sundhedsministeren. For i langt de fleste tilfælde kan man sagtens varetage et job, selvom man eksempelvis har en psykisk lidelse:

"Vi skal være bedre til at åbne øjnene for, at mennesker med psykiske lidelser kan varetage et almindeligt arbejde. For jo længere tid man får en ledighedsydelse af en eller andet art, desto vanskeligere kan det være at komme i arbejde. Og det kan samtidig betyde, at den enkeltes sygdom forværres. Det, der er så vigtigt for mig og regeringen, er, at vi skridt for skridt gør, hvad vi kan for at skabe ligeværdighed for mennesker med psykiske lidelser."

Nick Hækkerup peger blandt andet på, at man i Danmark skal være bedre til at skabe sammenhæng i den indsats, som jobcentre, de praktiserende læger og psykiatrien gør for mennesker med psykiske lidelser, så de får bedre muligheder for at komme i arbejde.

"Vi skal være bedre til at gribe tidligere ind, så der ikke går år, hvor disse mennesker bliver holdt uden for arbejdsmarkedet unødigt for måske til sidst at komme på førtidspension. Analysen peger på en række væsentlige problematikker, som vi kan bruge fremadrettet til at blive klogere på, hvad vi gør for at få flere mennesker med psykiske lidelser og kronikere i job. Derudover kan analysen være med til at bryde tabuerne på området, som vi har lukket øjnene for i alt for lang tid", siger han.

Analysen viser blandt andet, at cirka 70 procent af de 18-64 årige med en psykisk lidelse står uden for det almindelige arbejdsmarked. Knap 30 procent, modtager førtidspension, 25 procent er såkaldte ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og knap hver tiende er på sygedagpenge.

Inden for de kroniske sygdomme er hver fjerde person, som lider af leddegigt og diabetes, på førtidspensionen, mens det gælder for over en tredjedel af de personer med KOL. Blandt personer med flere sygdomme er knap 60 procent på førtidspension. 
 
Læs analysen 'Sammenhæng mellem udvalgte sundhedsydelser og arbejdsmarkedstilknytning' (PDF)
 

Hent bilag til analysen (PDF)


Sidst opdateret 13-01-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055