Skip navigation


Astrid Krags tale ved Gigtforeningens 75-års jubilæum den 17. november 2011

23-11-2011
TALE - Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krags tale i forbindelse med fejringen af Gigtforeningens 75-års jubilæum torsdag den 17. november 2011

Det talte ord gælder

Jeg er glad for som Danmarks minister for sundhed og forebyggelse at medvirke til at fejre Gigtforeningens 75-års jubilæum. Jeg er meget glad for at få denne lejlighed til - fra talerstolen – at sige tillykke. 

I har været på en lang rejse fra I startede tilbage i 1936 som ”Rigsforeningen til Bekæmpelse af rheumatiske Sygdomme” til at være den moderne Gigtforening, I er i dag.  Turen har tilsyneladende ikke gjort jer rejsetrætte. Nej, I har forstået både at følge med og gå i spidsen, og Gigtforeningen fremstår som en moderne patientforening, der viser vejen:

1) I er først og fremmest en støtte for jeres medlemmer, som i dagligdagen må leve med de ofte svære gener, det medfører at leve med en gigtsygdom. Med et bredt tilbud om blandt andet rådgivning, patientuddannelse og motion, som mange af jeres ca. 77.000 medlemmer nyder godt af.

2) Men I er også en vigtig spiller, når det gælder støtte til forskning. I jeres jubilæumsmagasin kan man læse om behandlingen i ”gamle dage” med elektriske ål, kopsætning og en kur i 1500-tallet, som blandt andet gik ud på at smøre ”de smertende lemmer” med en mikstur, som bestod af stegefedt fra en gammel gås, svinefedt og røgelse, tilsat noget hakket kat.

Den tid er heldigvis ovre!  Ikke mindst på grund af den moderne forskning - som I som nævnt har bidraget til - er vi i dag kommet langt med at tilbyde gigtbehandling på et forskningsbaseret grundlag.

3) Dermed har I og forskningen også bidraget til vores viden og vores syn på gigtsygdomme: At ”gigtsygdomme” dækker over mange forskellige sygdomme. Det handler stadig om den gamle dame, som efter et langt arbejdsliv døjer med ”gigtplagede”, krogede fingre. Men vi er i dag helt opmærksomme på, at billedet er langt mere nuanceret end som så, og at gigt omfatter en række forskellige lidelser, som kan ramme både unge og gamle.

4) Og endelig er I også dygtige som interesseorganisation. Også når det gælder om at være med til at sætte den sundhedspolitiske dagsorden, har I forstået at følge med tiden.  Til gavn for den patientgruppe i repræsenterer.

Jeg er sikker på, at blandt andet jeres benarbejde igennem årene har medvirket til, at gigtsygdomme – sammen med andre kroniske sygdomme – er kommet højt på den sundhedspolitiske dagsorden. Både herhjemme, men også internationalt hvor verdens ledere netop her i september i forbindelse med FN´s generalforsamling satte kroniske sygdomme på den internationale dagsorden.

Og den dagsorden har regeringen tænkt sig at holde fast i – og gøre noget ved.  Vi vil blandt andet iværksætte en række initiativer, som skal medvirke til at mindske risikoen for, at livsstilsbetingede kroniske sygdomme opstår eller udvikler sig. Vi vil for eksempel arbejde for, at der opstilles konkrete mål for forebyggelsesindsatsen i kommunerne. Og i forhold til de borgere, som allerede lider af en kronisk sygdom, og som måske har brug for behandling og støtte fra flere forskellige sektorer, vil vi fokusere på, at vi får et mere sammenhængende system. Så borgerne oplever, at de møder ét, sammenhængende sundhedsvæsen.

Som jeg indledte med at sige, har jeres rejse været lang. Og den forsætter. Jeg er som ny minister først lige ”steget ombord”. Men jeg vil se frem til, at vi til gavn for patienterne – jeres medlemmer – kan arbejde sammen om til stadighed at forbedre vilkårene for mennesker, som lider af en gigtsygdom.

Med disse ord vil jeg ønske Gigtforeningen hjerteligt tillykke med jubilæet.

Tak.


Sidst opdateret 17-04-2012

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger