Skip navigation


Første fase af afbureaukratiserings-initiativet på sundhedsområdet afrapporteres

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i samarbejde med Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og Finansministeriet igangsat et arbejde med afbureaukratisering og bedre dokumentation på det regionale sundhedsområde. Initiativet på sundhedsområdet er et led i regeringens samlede afbureaukratiseringsprogram.

Projektet om afbureaukratisering og bedre dokumentation på det regionale sundhedsområde har tre ben:

  • En bred scanning af oplevede barrierer for effektiv opgavevaretagelse (fase 1)
  • En kortlægning og tidsmåling af medarbejdernes arbejdsopgaver, herunder et arbejde med at opnå bedre og mere rettidigsundhedsdokumentation (fase 2).
  • Et initiativ om udfordringsret
     

På baggrund af resultaterne fra disse initiativer vil Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse medio 2009 udarbejde en handlingsplan for afbureaukratisering og bedre dokumentation på det regionale sundhedsområde.

I fase 1 er der gennemført en bred scanning af barrierer for effektiv opgaveløsning. Det er denne fase, der her afrapporteres.          

Link til rapport

Scanningen er gennemført med konsulentbistand fra Implement HealthCare. Konsulenterne har interviewet læger, sygeplejersker andet sundhedspersonale og ansatte i regionerne mv. om hvilke administrative barrierer, der opleves og opfattes at være for den daglige opgaveløsning. Disse oplevede barrierer er efterfølgende blevet valideret på workshops af andre læger, sygeplejersker mv. Sluttelig er forslagene behandlet på en national konference på Odense Universistetshospital med deltagelse af mere end 100 sundhedsmedarbejdere. På baggrund af dette forløb har Implement HealthCare identificeret i alt 63 forslag til forenkling af frontpersonalets opgavevaretagelse. Processen har været åben, og alle de opstillede forslag er således taget med også selvom, at nogle af forslagene ligger uden for rammerne af selve initiativet vedr. afbureaukratisering.     

De forenklingsforslag, der er fremkommet i forbindelse med scanningen, er drøftet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Danske Regioner og Finansministeriet.

Forslagene er på den baggrund opdelt i fire grupper:

  • Forslag, hvor implementering kan påbegyndes umiddelbart og initiativer, der allerede er igangsat: Denne gruppe indeholder forslag, hvor der ikke er økonomiske, juridiske eller praktiske barrierer, der hindrer at forslagene kan implementeres. Gruppen indeholder endvidere forslag, hvor de centrale eller regionale sundhedsmyndigheder allerede har igangsat initiativer, der kan afhjælpe den identificerede barriere.
     
  • Forslag, der kræver nærmere analyse: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har taget initiativ til, at disse analyser bliver igangsat af de relevante parter. Resultaterne af de gennemførte analyser vil blive kommunikeret i samarbejde med Danske Regioner.
     
  • Forslag, der vedrører interne processer, og som dermed kan implementeres lokalt efter konkret vurdering af hensigtsmæssigheden: Her er tale om barrierer som vedrører den lokale/regionale arbejdstilrettelæggelse. Såfremt det vurderes at være et lokalt behov herfor, kan hospitalerne hhv. regionerne derfor implementere det konkrete forlag.
     
  • Forslag, der ikke arbejdes videre med i regi af afbureaukratiseringsprojektet: Denne gruppe vedrører forslag, som ikke vurderes at bidrage til afbureaukratisering. Der er tale om bl.a. forslag, der vedrører den overordnede styring af sundhedsvæsenet (f.eks. DRG-takstsystemet), og forslag som vedrører større områder, hvor der for nylig er indgået politiske aftaler.
     

Link til forslag

For forslagene gælder generelt, at en eventuel implementering finder sted inden for de eksisterende økonomiske rammer.

Fase 2 i projektet er ligeledes igangsat. Denne fase er en kortlægning og tidsmåling af sygehuspersonalets daglige opgaver samt en kortlægning af de regler, procedurer mv., som opgaverne tager udgangspunkt i. Fasen omfatter desuden en analyse af, hvordan sundhedsdokumentationen kan gøres bedre og mere fokuseret.

Tidsmålingen af opgavevaretagelsen skal give et indblik i, om nogle arbejdsopgaver eller arbejdsprocesser kan saneres eller tilrettelægges mere hensigtsmæssigt. Det er således formålet at identificere registreringsopgaver og arbejdsgange, der kan optimeres og forenkles.

Et centralt formål med afbureaukratiseringsarbejdet for det regionale sundhedsområde er desuden at foretage en gennemgang af den regionale sundhedsdokumentation med henblik på opstilling og gennemførelse af forslag, der skaber bedre registrering/dokumentation og afvikler unødig registrering og administrative byrder for frontmedarbejdere.

Fase 2 afrapporteres i sommeren 2009.

Udfordringsret

Udover de to nævnte faser er der som nævnt indledningsvist igangsat et projekt i afbureaukratiseringsprogrammet under overskriften udfordringsret.

Udfordringsretten indbefatter, at sundhedspersonalet/sygehusene kan ansøge om dispensation fra eksisterende regional eller statslig regulering i en prøveperiode, hvis dette ikke strider mod andre tungtvejende hensyn, herunder bl.a. øvrig lovgivning og borgernes retssikkerhed. Formålet med udfordringsretten er at udvikle forslag til afbureaukratisering af de administrative processer eller af arbejdsgange, der er reguleret af procesregler. Samtidig er det et formål at sprede gode eksempler på opgavevaretagelsen. På www.ism.dk er der mere information om udfordringsretten.


Sidst opdateret 09-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055