Skip navigation


Sammenfatning

Bedre koordination mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet

Interviewene med medarbejdere fra kommuner og regioner understreger behovet for at styrke koordinationen mellem beskæftigelses- og sundhedsområdet både internt i kommunen og mellem kommune og region. Der peges på en række barrierer af organisatorisk, vidensmæssig og økonomisk art samt på behovet for ledelsesmæssig opbakning som forudsætning for vellykket koordination.

Spørgeskemaundersøgelsen af sygedagpengemodtagere med mindst 8 ugers fravær viser, at kun cirka halvdelen finder, at samspillet mellem de forskellige aktører har været godt eller meget godt. Cirka en tredjedel af sygedagpengemodtagerne mener ikke, at der har været en aktør, der har haft særlig ansvar for at sikre et sammenhængende forløb. Det er specielt sygedagpengemodtagere med mange psykiske problemer og sygedagpengemodtagere med bevægeapparatproblemer, der finder, at koordinationen af deres sygedagpengeforløb har været dårligt.

Sygedagpengemodtagere, der har deltaget i rundbordssamtale, har fået god vejledning i jobcentret, eller som har fået tilbudt forskellige sundhedsydelser - typisk i form af sundhedsfremmetilbud - finder, at koordinationen har fungeret godt i deres sager.

Den interne koordination inden for kommunen kan styrkes på flere måder

• En vis specialisering af sagsbehandlingen på sagstyper som mulighed til fremme af koordinationen

• Konkrete sundhedstilbud, der skabes i samarbejde mellem sundhedsafdelingen eller andre aktører inden for sundhedsområdet og jobcentret

• Fysisk samplacering på tværs af faggrupper - f.eks. en sagsbehandler fra jobcentret placeret på

kommunens genoptræningscenter

• Temaorganisering omkring en specifik sygdomsproblematik.

• Gensidig kompetenceudvikling inden for beskæftigelses- og sundhedsområdet

Koordinationen i forhold til regionen drejer sig især om at udbygge samarbejdet mellem kommunens sundhedsforvaltning og jobcenter og med almen praksis og sygehusene. Samarbejdet mellem kommune og region på sundhedsområdet reguleres gennem sundhedsaftalerne, og det vil kunne styrke koordinationen væsentligt, hvis næste generation af sundhedsaftaler har direkte fokus på sygedagpengeområdet - blandt andet i forbindelse med forløbsprogrammer.

Af temaer, der kan indgå i sundhedsaftalerne, kan peges på:

• Vidensdeling og gensidig kompetenceudvikling – blandt andet som led i regionernes

rådgivningsforpligtelse på sundhedsområdet i forhold til kommunerne

• Procedurer for samordning af beskæftigelses- og behandlingsindsatsen i konkrete patientforløb

– evt. i form af fælles konferencer

• Samarbejde mellem kommune og sygehus om udfærdigelse af speciallægeerklæringer på sygehuse

• Styrkelse af fælles kommunikationssystemer for kommune og region, og procedurer for udveksling af information om patienter.


Sidst opdateret 06-09-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055