Skip navigation


3. Valg af analysemetode

De samfundsøkonomiske konsekvenser af alkoholforbrug

(For) stort alkoholforbrug kan medføre store menneskelige omkostninger i form af sygdom og død for den enkelte og af ødelagt arbejdsliv, som også rammer over familien. Udover menneskelige omkostninger kan et stort alkoholforbrug påvirke samfundsøkonomien ved fx at resultere i udgifter til behandling af alkoholens følgesygdomme, udgifter til sociale institutioner og faldende eller bortfald af produktion.
I det følgende vil de samfundsøkonomiske konsekvenser af befolkningens alkoholforbrug og -storforbrug blive beskrevet ved hjælp af en såkaldt Cost of Illness-analyse (COI-analyse). COI-analysen er baseret på en pengemæssig værdisætning af det ressourceforbrug eller evt. den ressourcegevinst, der knytter sig til et sundhedsproblem, i denne forbindelse forbrug af alkohol.
Ifølge NASTRA-rapporten (1995) opgør man i COI-analysen værdien af ressourceforbruget ved behandling af sygdom og ressourcetabet grundet sygdomsbetinget produktionstab. Metoden tilstræber at have et samfundsøkonomisk perspektiv. Det vil sige, at ressourceforbrug registreres uafhængigt af, inden for hvilken sektor den givne ydelse produceres, og hvem der finansierer produktionen. Metoden har dog ifølge NASTRA-rapporten begrænset anvendelighed, da den ikke nødvendigvis belyser den velfærdsøkonomiske belastning af befolkningen. Den afspejler således ikke de nyttemæssige konsekvenser ved alkoholforbrug og kan derfor ikke bruges til prioriteringsformål.
I COI-analysen opgøres de direkte omkostninger i forbindelse med alkoholforbrug. Disse omfatter ressourceforbruget til pleje og behandling af sygdomme som følge af alkoholforbrug samt ressourceforbruget i socialsektoren og i forbindelse med trafikulykker og kriminalitet. Derudover opgøres de indirekte omkostninger, som er en opgørelse af produktionstab i forbindelse med uarbejdsdygtighed pga. alkoholforbrug. Det er ikke forsøgt at tage højde for det såkaldte velfærdstab forbundet med alkoholrelaterede dødsfald. Velfærdstabet dækker de menneskelige omkostninger ved dødsfald. Disse omfatter angst, smerte, utryghed samt fysiske, psykiske og sociale tab i for-bindelse med dødsfald. De menneskelige omkostninger betragtes normalt som umålelige i monetær forstand, og vil derfor ikke blive forsøgt værdisat.
Da alkoholforbrug også har positive effekter, skal det pointeres, at der endvidere opnås samfundsøkonomiske gevinster ved alkoholforbrug.

3.1. Opgørelse af omkostninger

 
3.1.1. Direkte omkostninger
I afgrænsningen, af hvorvidt en given omkostning skal inkluderes i analysen, anvendes følgende kriterium: Omkostningen inkluderes i tilfælde, hvor omkostningen kunne være undgået, hvis der ikke havde været alkohol indblandet. I de tilfælde, hvor en andel af en omkostning er alkoholrelateret, men andelen ikke med sikkerhed kendes, er der skønnet ud fra så kvalificerede betragtninger som muligt. Robustheden af de foretagne skøn gennemgås og diskuteres under følsomhedsanalysen i kapitel 5.

3.1.2. Indirekte omkostninger
De indirekte omkostninger eller produktionstabet fremkommer, når personer forlader arbejdsmarkedet for tidligt pga. sygdom eller død, og derfor ikke deltager i produktionen. Produktionstabet opgøres i det følgende ved hjælp af to alternative metoder - den såkaldte human kapital metode, hvor man beregner den indtægt en person ville have genereret i sin levetid, hvis vedkommende ikke havde forladt arbejdsmarkedet for tidligt, samt friktionsmetoden, hvor man forudsætter, at produktionstabet kun er midlertidigt, indtil stillingen er genbesat. Friktionsmetoden er inddraget i dette studie for at gøre sammenligning med den tidligere rapport (Sundhedsministeriet, 1997) mulig.

Human kapital metoden
Human kapital metoden baserer sig på en tankegang, hvor mennesket betragtes som en produktionsfaktor på lige fod med fx kapital og jord.
I en samfundsøkonomisk analyse som denne Cost of Illness-analyse er det væsentlige, hvad de realøkonomiske konsekvenser af alkoholforbrug er. De realøkonomiske konsekvenser måles ved ændringer i den samlede produktion i Danmark, svarende til effekter i forhold til bruttonationalproduktet.
I human kapital metodens teoretiske grundlag antages det, at økonomien er i optimum, dvs. at der bl.a. antages fuld beskæftigelse. Når det antages, at økonomien er i optimum, vil nutidsværdien af produktionsfaktoren arbejdskraft svare til den forventede fremtidige løn tilbagediskonteret. Denne antagelse er ikke fuldt ud opfyldt, men lønnen er markedsprisen på arbejdskraft og det faktiske lønniveau afspejler bl.a. den beskæftigelsesmæssige situation. Lønnen kan derfor betragtes som en approksimation til produktionsværdien.
Når en person dør eller bliver førtidspensioneret betragtes vedkommende i human kapital metoden som en permanent tabt produktionsfaktor for samfundet.

Friktionsmetoden
Alternativt er valgt at benytte den såkaldte friktionsmetode til opgørelse af produktionstabet. Friktionsmetoden er ifølge Center for Helsetjenesteforskning og Socialpolitik & Institut for Sundhedsvæsen (1995) baseret på de tilpasningsprocesser, der kan reducere produktionstabets størrelse i tilfælde af sygdom og død. Perioden fra sygdom eller død indtræffer til en tilpasning har fundet sted, kaldes friktionsperioden. I friktionsmetoden antages det implicit, at der i fremtiden vil være betydelig arbejdsløshed.
Det antages, at friktionsperioden ved død er på tre måneder, således at en person genplaceres på gennemsnitlig tre måneder. Ved langvarig sygdom på over to uger forudsættes friktionsperioden at være hele sygdomsperioden udover de første to uger og indtil personen afskediges eller møder på arbejde igen. Desuden forudsættes det, at sygdom på mindre end to uger ikke medfører produktionstab, da det antages, at kollegerne enten øger deres produktivitet, eller at arbejdsopgaver udskydes til den syge er tilbage. Produktionstabet ved sygefravær beregnes for personer i erhverv på under 70 år.
Friktionsperioden på tre måneder ved død er valgt, da det forventes, at det tager ca. én til to måneder at erkende behovet for at opslå en stilling og yderligere én til to måneder at genbesætte stillingen. De valgte forudsætninger ligger tæt på forudsætningerne fra et hollandsk studie (Koopmanschap & van Ineveld, 1992), hvor friktionsarbejdsløsheden for hjertepatienter blev forudsat at være 2½ måned ved død, pensionsalderen at være 65 år og sygdom at medføre produktionstab i hele sygdomsperioden.

3.1.3. Metodediskussion
Set ud fra et økonomisk teoretisk synspunkt er human kapital metoden den korrekte metode at anvende. De nuværende forhold på det danske arbejdsmarked med lav arbejdsløshed kombineret med den fremtidige demografiske udvikling betyder, at fuld beskæftigelse og arbejdskraftmangel vil være fremtidsscenariet for mange faggrupper. Den demografiske udvikling med små årgange, som indtræder i arbejdsstyrken og store årgange, som forlader arbejdsstyrken pga. alder betyder, at arbejdsstyrken bliver stadig mindre i forhold til den samlede befolkning. 
Figur 2 viser arbejdsløshedsprocenten i perioden 1980 til 1999. Det ses af figuren, at arbejdsløsheden har været stærkt faldende siden 1994 og i 1999 ligger på 5,6 pct. (Økonomiministeriet, 1999).

Figur 3  illustrerer den potentielle tilgang til arbejdsstyrken (her 20-64 årige) i de sidste tre årtier samt to årtier frem til 2019. Udviklingen fra 1999 til 2019 er baseret på Danmarks Statistiks befolkningsprognose. Af figuren ses det, at antallet af 20-64 årige, som udgør den potentielle arbejdsstyrke, i de næste 20 år kun forventes at stige meget begrænset. Dette skal sammenholdes med, at væksten i det samlede befolkningstal fortsat ventes at stige.
Ovenstående har vist, at det fremtidige arbejdsmarked tegner til at blive præget af lav generel arbejdsløshed og dermed ganske givet arbejdskraftmangel på en lang række fagområder, herunder i sundhedssektoren. Human kapital metoden er således såvel teoretisk som i forhold til den fremtidige situation på arbejdsmarkedet den korrekte metode. Friktionsmetoden er hovedsageligt medtaget i analysen for at gøre resultaterne sammenlignelige med den tidligere rapport fra 1997.

Generel kritik af brugen af produktionsværdi
Med human kapital metoden og friktionsmetoden beregnes effekterne på bruttonationalproduktets størrelse ved alkoholrelateret sygdom og død. Metoderne kan kritiseres på flere områder. Et problem er ifølge NASTRA-rapporten (1995), at det kun er arbejdsindkomster, der tillægges værdi. Dermed medtages værdier skabt uden for arbejdsmarkedet, såsom hjemmeproduktion, ikke. Endvidere er produktionsværdi udover lønindkomst, fx kapitalafkast og profit, heller ikke med i beregningen. Et andet problem er, at de erhvervsaktive grupper tillægges mest værdi, og at personer i højindkomstgrupperne tillægges den højeste værdi, mens børn, arbejdsløse, hjemmegående og pensionister tillægges en meget lav eller ingen værdi. I de faktiske beregninger er der dog ikke skelnet mellem beskæftigede og arbejdsløse, da den anvendte lønindkomst er beregnet som et gennemsnit for alle i en given aldergruppe.
Beregningerne er som nævnt tidligere ikke nødvendigvis i overensstemmelse med befolkningens præferencer, og resultaterne kan derfor ikke benyttes i prioriteringssammenhænge. Da formålet med nærværende undersøgelse udelukkende er at vurdere alkoholforbrugets belastning af samfundsøkonomien, er indvendingerne mod COI-analysen ikke relevante her, men der må tages forbehold overfor at anvende analysens resultater i andre sammenhænge.
Ved beregningen af produktionstab og -gevinster anvendes gennemsnitslønindkomsten som et mål for værdien af en persons produktionsindsats. Denne gennemsnitlige årlige lønindkomst var i 1996 116.200 kr., svarende til 89.500 kr. for kvinder og 144.100 kr. for mænd (Danmarks Statistik, 1998 I).
Da der er tale om en Cost of Illness-analyse vil der, udover de sparede behandlingsomkostninger og sparet produktionstab i forbindelse med alkoholforbrug, ikke blive inddraget økonomiske gevinster i analysen. Der ses i analysen derfor bort fra salgsindtægter, produktionsomkostninger, profit, indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag mv., som er forbundet med produktion, import og salg af alkoholholdige drikkevarer.

Offentlig kasseanalyse
Udover den samfundsøkonomiske COI-analyse er der i kapitel 6 foretaget en såkaldt offentlig kasseanalyse. Den offentlige kasseanalyse opgør betalingsstrømme ud og ind af den offentlige kasse. COI-analysen og den offentlige kasseanalyse adskiller sig ved, at der i COI-analysen udelukkende medregnes realøkonomiske omkostninger og gevinster, hvor der i den offentlige kasseanalyse også indgår transfereringer mellem den offentlige kasse og resten af samfundet, herunder borgerne. En transferering er fx sygedagpenge, førtidspension eller skatter og afgifter. En transferering er kendetegnet ved, at der er tale om en pengeoverførsel, som ikke er betaling for en vare eller arbejdskraft, men udelukkende en overførsel af penge. En trans-ferering er derfor uden reel indflydelse på den samlede mængde ressourcer, der er til rådighed i samfundet. Den offentlige kasseanalyse kan i modsætning til COI-analysen ikke sige noget om, hvorvidt samfundet bliver rigere eller fattigere som følge af alkoholforbrug, men er groft sagt blot en bogholderimæssig opgørelse af udgifts- og indtægtsstrømme i forhold til den offentlige kasse.
I den offentlige kasseanalyse opgøres virkninger af alkoholforbruget på de offentlige kasser, og det provenu, det offentlige får som følge af alkoholforbrug, er en indtægt. Det offentliges udgifter ved alkoholstorforbrug kan opdeles i to dele - behandlingsudgifterne og overførselsudgifterne. Behandlingsudgifterne svarer til omkostningerne hertil i COI-analysen bortset fra moms på medicin, idet moms ikke udgør en belastning for de offentlige kasser, og egenbetalingen for tilskadekomne i spiritusuheld, som dækker en andel af udgifterne til medicin, transport, hjælpemidler og sygesikringsfinansierede ydelser. De realøkonomiske effekter af henholdsvis produktionstab og produktionsgevinst indgår ikke i den offentlige kasseanalyse, da værdien af disse effekter ikke tilfalder den offentlige kasse i form af en pengestrøm. Overførselsudgifterne består af udgifter til social støtte af alkoholstorforbrugeren eksempelvis i forbindelse med udbetaling af sygedagpenge, kontanthjælp og førtidspension mv.


3.2. Resultater af lignende undersøgelser
Rice et al (1991) har gennemført COI-analyser i USA, hvor de samfundsøkonomiske konsekvenser ved alkohol- og narkotikastorforbrug og ved psykisk sygdom er estimeret for 1985 og 1988 og sammenlignet med lignende studier fra tidligere år. For henholdsvis 1985 og 1988 beregnes de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved alkoholforbrug i USA til at være 70,3 og 85,8 mia. USD (årets priser). I det tidligste studie fra 1971 blev omkostningerne beregnet til 29,4 mia. USD (1971-priser).
Studierne fra 1985 og 1988 er traditionelle COI-analyser, hvor de direkte omkostninger beregnes på baggrund af alkoholrelaterede diagnoser, f.eks. alkoholisk psykose, alkoholisk hepatitis og skrumpelever. Derudover beregnes de direkte omkostninger til alkoholrelateret kriminalitet, trafikulykker, brandskader og til sociale myndigheder samt til pleje og behandling af børn født med føtalt alkoholsyndrom. De indirekte omkostninger til sygefravær og død beregnes med human kapital metoden. Desuden beregnes indirekte omkost-ninger for voldsofre og fængslede. De samfundsøkonomiske omkostninger bestod i 1985 af 22,5 pct. direkte omkostninger og 77,5 pct. indirekte omkostninger.
Maynard & Godfrey (1994) refererer tre andre COI-studier, som beregner de samfundsmæssige omkostninger af alkoholforbrug til at være 6,0 mia. AUD i Australien (1992), 5,7 mia. CAD i Canada (1988) og 2,0 mia. GBP i Storbritannien (1988). Desuden har Canadian Centre on Substance Abuse beregnet omkostningerne til 7,5 mia. CAD i 1992 (Single et al, 1996). I tabel 7, kapitel 5 er studiernes resultater refereret.
Det er vanskeligt at sammenligne resultater af COI-analyser over landegrænser, da der - udover at være forskelle i alkoholvaner - kan være store forskelle i organisationen og indsatsen mod alkoholrelaterede problemer og forskelle i udgifts- og indtægtsniveau landene imellem.
En meget vigtig konklusion, som Maynard & Godfrey (1994) drager, er dog, at COI-analyserne fungerer som “øjenåbner” for politikere og befolkning ved at dokumentere et meget højt ressourceforbrug, og derfor kan være meget effektive til at sætte fokus på omkostningerne ved alkoholforbrug. En anden vigtig konklusion er, at COI-analyser bør følges op af økonomiske evalueringer, der belyser omkostningseffektiviteten af forskellige indsatser mod alkohol(stor)forbrug, hvilket vil give politikerne et effektivt redskab til at forbedre indsatsen mod alkoholrelaterede problemer.


Sidst opdateret 29-06-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055