Skip navigation


3. Beregning af produktivitet


 

3.1 Effektivitet og produktivitet i sygehussektoren


Den overordnede målsætning er et effektivt sundhedsvæsen med høj kvalitet i behandlingen. Produktivitet kan betragtes som en del af den samlede effektivitet. Målinger af produktivitet skal derfor betragtes som et delmål. Målinger af produktivitet er interessant, fordi det beskriver evnen til at producere flest mulige sygehusydelser til de givne ressourcer. En høj produktivitet fører med andre ord til, at der kan produceres mere ved en given ressourceindsats.

I dette arbejde er det valgt at definere produktivitet som mængden af producerede sygehusydelser i forhold til ressourceindsatsen. Målinger af produktivitet siger derfor alene no-get om, hvor meget det koster at producere sygehusydelser, f.eks. hvor meget det koster at producere sygehusydelser pr. amt i forhold til andre amter.

Produktivitetsmålinger kan ikke anvendes som et mål for sygehusvæsenets samlede præstationer. For at opnå et samlet billede af sundhedsvæsenets præstationer og effektivitet er det nødvendigt at anvende en bred vifte af redskaber, hvor kvalitetsmålinger og –analyser er centrale. Amterne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i den forbindelse i gang med at udvikle en dansk kvalitetsmodel for sundhedsvæsenet. Modellen har bl.a. til formål at fremme kvaliteten via systematisk dokumentation og måling.

 

3.2 Måling af produktion og udgifter i sygehusvæsenet

Der er i dag gode forudsætninger for at opgøre produktivitet i sygehusvæsenet. De systemer, som anvendes til opgørelse af produktion og udgifter, har eksisteret i mange år og er under fortsat udvikling.

Ved målinger af produktivitet er det vigtigt, at datakvaliteten i opgørelsen af produktion og udgifter er god. Ligeledes er det vigtigt med en gennemskuelig opgørelsesmetode, der giver større troværdighed og dermed udgør et bedre grundlag for at gennemføre forbedringer.

Produktion i sygehussektoren: DRG-produktionsværdi
Produktionen i sygehusvæsenet kan måles ud fra en række mål, f.eks. antal operationer eller behandlinger. Disse mål angiver imidlertid ikke ressourcetrækket ved behandlingen.

Med udviklingen af det såkaldte DRG- (Diagnose Relaterede Grupper) og DAGS-system (Dansk Ambulant Grupperingssystem) er der udviklet mål, der søger at angive ressourcetrækket ved de enkelte behandlinger i sygehusvæsenet.

Disse systemer klassificerer behandlinger i forskellige grupper efter bl.a. behandlingstyngde og ressourcetræk. I DRG-systemet er der fastsat takster for somatisk behandling for indlagte patienter, og i DAGS-systemet er der fastsat takster for somatiske ambulante patienter. Hermed bliver det muligt at måle værdien af produktionen, jf. boks 3.1.

 

Den samlede produktionsværdi for indlagte og ambulante patienter er et velegnet redskab at anvende til produktivitetsmålinger, da det udtrykker værdien af produktionen i kroner og derfor kan sammenlignes mellem sygehuse, der udfører forskellige behandlingstyper. Produktiviteten beregnes derfor med produktionsværdien opgjort ved hjælp af DRG- og DAGS-systemet som mål for produktionen.

Betydningen af at måle værdien af produktionen ved produktionsværdien frem for at måle ud fra antallet af kontakter med sygehusvæsenet i form af antal udskrivninger og ambulante besøg fremgår af figur 3.1.

Figur 3.1 Udvikling i aktivitet ved forskellige opgørelser, 2002-2004, indeks 2002=100 

 

Udviklingen i borgernes kontakter med sygehusvæsenet, som omfatter såvel ambulante som stationære behandlinger, er steget med 3,5 pct. i perioden fra 2002 til 2004, jf. figur 3.1.

Samtidig er den gennemsnitlige værdi pr. kontakt, som borgeren har med sygehusvæsenet, forøget med 3,0 pct. fra 2002 til 2004. Dette kan ses som udtryk for, at hver behandling er blevet mere ressourcekrævende at udføre. Den stigende værdi pr. kontakt kan være udtryk for en specialisering i produktionen f.eks. som følge af teknologisk udvikling, accelererende patientforløb mv. Den stigende værdi pr. kontakt bør derfor indregnes i produktivitetsmålet.

Endelig viser den øverste linie i figuren den procentvise udvikling i produktionsværdien målt efter DRG- og DAGS-systemet, som er den gennemsnitlige værdi pr. kontakt gange antal kontakter. Værdien af sygehusproduktionen opgjort efter DRG- og DAGS-systemet er steget med 6,6 pct. fra 2002 til 2004.

Produktionsværdien opgjort ud fra DRG- og DAGS-systemet har siden 2000 været anvendt til den mellemamtslige afregning af frit valgs patienter, hvilket har været et incitament for at sikre en korrekt registrering på sygehusene.

Med kommunalreformen gennemføres en finansieringsreform på sundhedsområdet, som øger anvendelsen af takstsystemet på sundhedsområdet. Der indføres aktivitetsbestemt kommunal medfinansiering for ca. 10 pct. af regionernes sundhedsudgifter, og den statslige aktivitetsbestemte pulje øges op til ca. 5 pct. af regionernes sundhedsudgifter. Ved opgørelse af disse aktivitetsbestemte finansieringskilder anvendes bl.a. DRG- og DAGSsystemet og takstsystemet på sygesikringsområdet. Herudover finansieres regionernes sundhedsudgifter via et statsligt bloktilskud (75 pct.) og et indbyggerafhængigt grundbidrag fra kommunerne (10 pct.)

Dermed skærpes også kravene til validering, der kan indebære mindre variation i DRG- og DAGS-taksterne. Det må derfor forventes, at kvaliteten af takstsystemet fortsat vil stige og dermed også kvaliteten af produktivitetsmålingerne.

Udgifter i sygehussektoren: tilrettede driftsudgifter
Udgifter i sygehusvæsenet på lands-, regions- og amtsniveau kan beregnes med de tilrettede driftsudgifter som udgiftsmål. De tilrettede driftsudgifter måler de direkte patientrelaterede driftsudgifter på sygehusene, der afspejler udgiften ved selve sygehusbehandlingen, når kapitalapparatet er betalt.

De tilrettede driftsudgifter er dannet på baggrund af de amtskommunale sygehusregnskaber. De tilrettede driftsudgifter er driftsudgifter for somatiske sygehuse korrigeret for uens regnskabspraksis mellem amterne samt korrektion for udvalgte udgiftsposter, jf. boks 3.2.


Korrektioner i udgifterne foretages for at tilstræbe sammenlignelige regnskabsoplysninger mellem amter og sygehuse. Det er dog ikke muligt at korrigere for forskelle i registreringspraksis mv., hvis f.eks. amterne registrerer den samme type aktivitet forskelligt. I 2006 vil arbejdsgruppen foreslå initiativer for at ensrette registreringspraksis samt øge kvalitetskontrollen af data. Det må derfor forventes, at kvaliteten af de tilrettede driftsudgifter fortsat vil stige og dermed også kvaliteten af målingerne (jf. afsnit 5.1).

 

3.3 Valg af brøkmetoden

Arbejdsgruppen har vurderet forskellige metoder til opgørelse af produktivitet. Der er enighed om at måle sygehusvæsenets produktivitet på lands-, regions- og amtsniveau i 2003 og 2004 ved hjælp af omkostningsbrøkmetoden, der måler forholdet mellem produktionsværdi og udgifter. Metoden er valgt, fordi den bygger på en enkel beregningsmetode, der samtidig er let fortolkelig. Endelig har brøkmetoden de seneste år været den mest anvendte metode til at opgøre produktivitet i sygehussektoren.

Med omkostningsbrøkmetoden opgøres produktivitet som forholdet mellem DRG-og DAGS-produktionsværdien (output) og udgifter (input) målt i forhold til landsgennemsnittet (gange 100). Brøken udtrykker dermed produktionen pr. anvendt krone i sygehusvæsenet i forhold til landsgennemsnittet.

En omkostningsbrøk på 102 svarer således til en produktivitet, der er 2 pct. højere end gennemsnittet for hele landet.

 


Sidst opdateret 14-01-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |