4.Indikatorer på behandlingsniveau
Opgørelsen af indikatorer på behandlingsniveau giver et mere detaljeret billede af, hvor sygehusenes indsats helt konkret kan fokuseres. Det giver dermed regionerne og sygehusene relevant og værdifuld styringsinformation i forhold til at indføre forbedrede arbejdsgange, behandlingsmetoder, optimerede patientforløb mv.
Det enkelte sygehus vil fx kunne udpege de behandlingsområder (DRG-grupper), hvor indlæggelsestiden er længere end på sygehuse med bedste praksis. Opgørelsen af indikatorer for aktiviteten på behandlingsniveau udgør således et konkret værktøj for klinikere og administratorer til at sikre mere effektive patientforløb til gavn for patienten.
Synliggørelse af bedste praksis på konkrete behandlingsområder
Det skal være muligt at sammenholde indikatorer for aktiviteten med de tilknyttede behandlingsomkostninger. På den måde kan det identificeres, hvilke dele af et patientforløb der gør det muligt for nogle sygehuse at udføre mere omkostningseffektive behandlinger. Forskellene kan fx skyldes variationer i enhedsomkostninger, fx sengepladsomkostninger og implantatomkostninger, eller i de forskellige behandlingsaktiviteter, såsom indlæggelsestiden eller antallet af undersøgelser. Det bemærkes, at der skal tages forbehold for usikkerheder i sygehusenes omkostningsfordeling. Der er dog taget initiativer, der fremadrettet skal sikre en bedre omkostningsfordeling, herunder fx ensretning af sygehusenes regnskabsindberetninger.
Tabel 4.1 viser data for de otte indikatorer, som bliver opgjort på behandlingsniveau. Indikatorerne er her vist for kirurgiske indgreb på spiserør, mavesæk og tolvfingertarm på udvalgte sygehuse4 . Det fremgår bl.a., at den gennemsnitlige indlæggelsestid er 4,7 dage på Rigshospitalet mod 6,9 dage på Storstrømmens Sygehus. Der er således en variation i den gennemsnitlige indlæggelsestid inden for den samme behandling på tværs af de udvalgte sygehuse. Til gengæld er andelen af ambulant behandling lavere på Rigshospitalet end på Storstrømmens Sygehus. Det fremgår desuden, at andelen af genindlæggelser varierer mellem 9,8 pct. og 17,3 pct.
Tallene i tabel 4.1 indikerer, at der er forskel i tilrettelæggelsen af patientbehandlingen. Den egentlige forklaringen herpå giver sammenligningen ikke i sig selv et direkte svar på, men den giver et godt grundlag for at sætte fokus på områder, der med fordel kunne ses nærmere på.
Figur 4.1 viser en variation i forhold til landsgennemsnittet for indlæggelsestid, ambulant behandling og genindlæggelser, samt på de gennemsnitlige behandlingsomkostninger for kolonkirurgisk behandling på tværs af fem af landets største sygehuse.
Det fremgår, at der er stor spredning på de forskellige indikatorer samt på de gennemsnitlige behandlingsomkostninger. Det bemærkes, at der tilstræbes en høj andel ambulant behandling, mens der derimod tilstræbes en lav gennemsnitlig indlæggelsestid og andel af genindlæggelser.
Omkostningerne til behandling af patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) varierer ligeledes på tværs af landets sygehuse. Således ligger de gennemsnitlige omkostninger på f.eks. Aalborg Sygehus ca. 30 pct. over landsgennemsnittet, mens de på Århus Sygehus ligger ca. 30 pct. under, jf. figur 4.1 .
Det fremgår af figuren, at Århus Sygehus har en ambulantandel over landsgennemsnittet, mens omkostninger, indlæggelsestid og andelen af genindlæggelser for behandling af KOL-patienter ligger under landsgennemsnittet. Det illustrerer, at der kan leveres gode behandlingsresultater til gavn for patienten samtidig med en effektiv ressourceanvendelse og kan således danne grundlag for at andre sygehuse lærer af erfaringerne på Århus Sygehus.
Bedste praksis-takster
I dag anvendes DRG-takster som udgangspunkt for afregning og styring mv. i det offentlige sygehusvæsen. DRG-taksten er beregnet som de gennemsnitlige behandlingsomkostninger på de offentlige sygehuse. DRGtaksten er således en gennemsnitsbetragtning, og der vil være mange offentlige sygehuse, som kan udføre en behandling for en lavere omkostning end 100 pct. af DRG-taksten.
Frem for DRG-taksten kunne et mere retvisende udgangspunkt for at sammenligne behandlingsomkostninger på tværs af sygehuse være målet for, hvad det koster at udføre en behandling på de mest omkostningseffektive offentlige sygehuse, dvs. en ”bedste praksis-takst”. Bedste praksis-taksten kan fastsættes på baggrund af gennemsnitsomkostningen for samtlige patienter behandlet på sygehuse med enhedsudgifter under en bestemt fraktil, fx de 33 pct. billigste offentlige sygehuse. Fremgangsmåden er illustreret i figur 4.2 nedenfor.
Figur 4.3 viser variationen i behandlingsomkostninger for knæ- og hofteoperationer for landets sygehuse. Det fremgår, at der er en betydelig variation i behandlingsomkostningerne. I figuren er der indtegnet en grøn streg, der viser den landsgennemsnitlige behandlingsomkostning (DRG-taksten). Den blå streg viser den gennemsnitlige behandlingsomkostning for de 33 pct. mest effektive sygehus, som kunne være et eksempel på en ”bedste praksis-takst”. At nogle enheder er i stand til at producere en behandling til dette omkostningsniveau indikerer, at der et potentiale for en bedre ressourceanvendelse.
Øget gennemsigtighed i behandlingsomkostninger
På sigt skal der være mulighed for at foretage en nedbrydning af behandlingsomkostningerne for at kunne sammenholde indikatorerne for behandlingsaktiviteten med de forbundne omkostninger. Det skal således kunne opgøres, hvor mange omkostninger, der fordeles på sengedage, ambulante besøg, undersøgelser o. lign. inden for en given behandlingsgruppe, jf. figur 4.4 .
Ved at nedbryde behandlingsomkostningerne vil sygehusene kunne foretage nærmere undersøgelser af de konstaterede forskelle i omkostningsfordelingerne. Der kan enkelte steder være gode forklaringer på variationerne mellem sygehusene, fx patienttyngde eller der kan være forskel i volumen af patienter. Men forskellen kan dog lige så vel skyldes arbejdsgange, behandlingsmetode mv. Samlet set illustrerer eksemplerne, at hverken aktivitets- eller omkostningsdata kan stå alene i beskrivelsen af produktionen og produktiviteten mv. på sygehusene, men at de skal sammenholdes for at få et mere dækkende billede af sygehusenes resultater.
4) Sygehusene er udvalgt på baggrund af deres produktionsværdi i 2008. Sygehuset med højest produktionsværdi udvalgt for hver region. For Region Sjælland er største sygehus udvalgt på baggrund af produktionen frem til datoen for sygehusenes sammenlægning til Sygehus Syd og Sygehus Nord.