
Selvom vi ikke har sat ord på det, har de fleste af os en forestilling om, hvordan vi gerne vil dø.
Men hvilke forestillinger har vi om afskeden ved hjernedød? En hjernedød person ligger på et hospital tilkoblet en respirator. Hvis den døde eller de pårørende ikke har givet tilladelse til organdonation, respekteres dette. Respiratoren slukkes, og ingen organer fjernes. De pårørende kan være til stede, når respiratoren slukkes, og de kan opholde sig ved den afdøde bagefter.
Afskeden ved organdonation er anderledes. De pårørende kan tage afsked med den afdøde både før og efter organudtagningen eller én af delene. Tager de afsked før, er den afdøde stadig tilkoblet respiratoren. Det betyder, at brystkassen bevæger sig, og at den afdøde er varm. At respiratoren er tilkoblet betyder samtidig, at der vil være god tid til at tage afsked.
Vælger de pårørende at tage afsked efter organudtagningen, er proceduren den, at den afdøde, efter at hjernedøden er konstateret, bliver gjort klar til organudtagningen. Kirurger fra et transplantationscenter ankommer til sygehuset, og de tager det eller de organer ud, som tilladelsen omfatter. Såret lukkes som ved en almindelig operation. Respiratoren slukkes på operationsstuen.
Fra beslutningen om organdonation er taget, til operationen er overstået, og den afdøde kommer tilbage til afdelingen igen, kan der gå op til 12 timer, evt. mere. Det skyldes de mange nødvendige forberedelser, der går forud for operationen, og som skal sikre, at organerne transplanteres til de modtagere, hvor de passer bedst. Ikke mindst skyldes det den tid, som selve organudtagningen kræver.
Sidst opdateret 18-09-2009